Dansk Flygtningehjælp har i de seneste uger været på gader og stræder og nettet for at indsamle underskrifter, der opfordrer flygtninge- og integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) til at øge antallet af genbosatte flygtninge. '1.000 flere', hedder kampagnen. Den anbefaler, at Danmark oven i de 500 såkaldte kvoteflygtninge, Danmark modtager hvert år, bør modtage yderligere 1.000. Kampagnens baggrund er, at færre og færre søger asyl i Danmark. Siden 2001 er tallet faldet fra 12.000 til 2.260, hvoraf 1.100 fik asyl. Dansk Flygtningehjælps underskriftsindsamling slutter i dag, men blev - naturligvis - slået ned, allerede inden den kom i gang. I denne sag havde regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne ingen problemer med at stå sammen. Samme partier har også formået at være enige om at skifte retorikken ud med en ny. I de senere år har det heddet sig, at alt for mange misbrugte asylsystemet til at komme ind i landet, og at asylreglerne derfor måtte strammes. Rigtige flygtninge, som sad i lejre langt væk fra Danmark og blev udvalgt af FN, var derimod velkomne. I dag, da der stort set ikke kommer spontane asylansøgere, er det bedst, at de 'rigtige' flygtninge bliver siddende i deres 'nærområder', så udviklingsministeren blot kan sende en check i ny og næ. Hvis Danmark havde haft et normalt og sundt forhold til udlændinge, ville Dansk Flygtningehjælps '1.000 flere' have udmærket sig ved at være et pragmatisk og realistisk forslag på en ansvarlig flygtningepolitik. Nordmændene, af hvem der som bekendt er færre end danskere, kan rumme 1.000, mens svenskerne, der er flere, tager imod omkring 1.700 om året. For yderligere at understrege Danmarks særstatus er den danske lov om genbosætning netop blevet ændret, så de 500 flygtninge, vi årligt mener at kunne magte, skal have såkaldt 'integrationspotentiale'. Dermed bliver der plads til færre af de svageste flygtninge, som ellers har haft fortrin ved genbosætning. I stedet for 1.000 flere er Flygtningehjælpens opmuntrende tiltag endt med et nedslående budskab fra regeringen og det største oppositionsparti. Og det på verdens flygtningedag, der i år har 'håb' som tema.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
