Sne, hagl og regn høvler nu ned over syriske flygtninge, som desperat forsøger at holde varmen i klamme telte i Syriens nabolande. Deres skæbne er en ubærlig tragedie. De er flygtet fra et skånselsløst diktatur, fra voldsomme krigshandlinger, fra mangel på fødevarer, fra ødelagte hjem. Og nu rammes de af en ubønhørlig vinter, som allerede har kostet børn livet. Flygtningene er i forvejen frustrerede over fornemmelsen af international ligegyldighed. De ved godt, at FN’s Sikkerhedsråd ikke kan enes om at presse den syriske diktator, Bashar al-Assad.
De ved udmærket, at den arabiske verdens og FN’s udsending, Lakdar Brahimi, har rendt panden mod en mur i sine mæglingsbestræbelser. De ved, at Den Arabiske Liga er rådvild. De ved, at Vesten også er rådvild – og ikke kun militært, men også politisk.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.