Det bedste, man kan sige om regeringens nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, er den iboende erkendelse af, at der er behov for en sammenhængende strategi. Og det næstbedste er, at den rummer en solid analyse af en verden i opbrud. Men så stopper de pæne ord også.

For på mange måder er strategien slet ikke en strategi, men netop kun en analyse, der er rigere på vage formuleringer end på konkrete tiltag og visioner.