Næsten halvdelen af de skoler, som deltog i Politikens nylige rundspørge har inden for de seneste år taget initiativ til forbud mod mobiltelefoner på et eller flere klassetrin. Udviklingen er forståelig, for der er, som vi alle ved, til dato ikke opfundet en genstand, der i den grad kan afmontere fælles opmærksomhed, som en tændt smartphone.
Hvis en elev i folkeskolen i 1990 mødte op i tysktimen med teknologi og hjælpemidler, der svarer til det, en mobiltelefon kan nu, ville det kræve en trillebør, hvori der lå en gammel fastnettelefon og telefonbøger, et fjernsyn, en radio, en pladespiller og en stor pladesamling, fotoalbum, diverse leksika, et fotografiapparat, et termometer, et kompas, videobånd, pornohæfter, spillekort etc. etc. Og så ville ladningen alligevel kun udgøre en brøkdel af den superkraft, en smartphone rummer i 2017, hvor det vel at mærke stadig er lærerens opgave at få eleverne til at koncentrere sig – også om kasserollebøjningen eller brugen af konjunktiv.
