Hvad USA’s årtier lange blokade og talrige mislykkede CIA-komplotter med bl.a. eksploderende cigarer ikke formåede, blev af biologiske grunde i denne uge en realitet.
Efter at Castro-familien har hersket over Cuba i næsten seks årtier, takker den 86-årige Raúl Castro af som østatens præsident. Castro-familien vil bevare en del magt – herunder ledelsen af hæren og kommunistpartiet – men symbolikken i overdragelsen af præsidentposten til Miguel Díaz-Canel Bermúdez er enorm. Få familier har i den moderne tidsalder præget et land så gennemgribende, som Fidel Castro og hans bror Raúl har præget Cuba. Castroerne har regeret Cuba, siden diktatoren Batista flygtede nytårsaften 1958. Kun de ældste cubanere husker dermed overhovedet en anden tid, og Castro-familien efterlader en kompliceret og mangefacetteret arv.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
