Normalt ville Storbritanniens premierminister her til morgen ikke længere hedde Theresa May. I går blev hun og hendes Brexit-plan hamret mod gulvbrædderne i Underhuset med det største politiske nederlag i det britiske parlament i mere end 100 år.
Men intet er normalt i britisk politik. De fleste forventer, at Theresa May i dag vil vinde en tillidsafstemning i det britiske parlament. Det efterlader May, briterne og resten af EU endnu længere ude på herrens mark, hvor briterne har valgt at tage fast ophold. Vi ved, at et monumentalt flertal i Underhuset spyttede på den aftale, landets premierminister og regering har brugt måneder og år på at forhandle hjem. Men vi ved ikke, hvad flertallet vil have i stedet.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
