Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
FV19: VU og DSU er på plads for at støtte da Lars Løkke og Mette Frederiksen ankommer til TV-duel. TV-duel mellem Lars Løkke Rasmussen, Venstre, og Mette Frederiksen, Sociademokratiet, med Kåre Quist som ordstyrer i DR Byen, søndag den 2. juni 2019. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2019)
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

FV19: VU og DSU er på plads for at støtte da Lars Løkke og Mette Frederiksen ankommer til TV-duel. TV-duel mellem Lars Løkke Rasmussen, Venstre, og Mette Frederiksen, Sociademokratiet, med Kåre Quist som ordstyrer i DR Byen, søndag den 2. juni 2019. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2019)

Leder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.


Politiken mener: Danmark har brug for en ny retning efter valget

Der skal handles på den grønne omstilling, velfærd og social lighed skal prioriteres, og udlændingepolitikken skal have et medmenneskeligt ansigt.

Leder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Over hele Europa mister de gamle magtpartier deres magt og indflydelse. Bevægelsen er grøn i Tyskland, sort i Italien, håbefuld i Frankrig og udsigtsløs i Storbritannien.

Men fælles for dem alle er, at de etablerede partier mærker opbruddets knyttede næve, fordi de i vælgernes øjne ikke formår at levere troværdige svar på velkendte spørgsmål om klimakrise, flygtningepres og nationalstatens rolle i den globale verden.

Men i vredens Europa ser Danmark ud til at udgøre en bemærkelsesværdig og opløftende undtagelse. Forud for dagens folketingsvalg tyder intet på hverken et protest- eller jordskredsvalg. Alt peger til gengæld i retning af, at hovedparten af vælgerne samler sig om den politiske midte som det harmoniske konsensusland, vi dybest set er.

Valgdagen 5. juni repræsenterer en smuk symbolsk fejring af det demokrati, grundloven siden 1849 har været en ramme om. Desto mere opløftende er det, at valget udgør kulminationen på en månedlang valgkamp, hvor vores folkestyre har vist sig fra sin fineste side.

Denne avis har ikke haft det fjerneste besvær med at finde hverken egnede kandidater eller vindere til Politikens Dialogpris, som vi hver af valgkampens fire uger har uddelt for den lødige og sobre debat.

Jovist har valgkampen budt på masser af overbudspolitik, ekstreme udsagn og beskidte tricks, men når krudtrøgen har lagt sig, tegner grundlovsvalget til at stå i samlingens snarere end splittelsens tegn.

Danmark oplever ikke et oprør vendt mod det etablerede politiske system, selv om adskillige nye partier er kommet til, og nogle af dem endog med stærkt yderliggående og skræmmende budskaber.

Trods bekymring og advarsler fra myndighederne har vi ikke oplevet en valgkamp skændet af fake news og misinformation fra Rusland og andre fjendtlige kræfter. Vi har alene været ofre for vores egne politikeres bragesnak og mudderkast.

Men alle ligheder til trods bør udfaldet af valgkampen være klart: Danmark har brug for en ny retning og en ny regering.

Vi har brug for en ny regering, der magter at omsætte befolkningens højlydte krav om grøn omstilling til konkret handling og politik.

Vi har brug for en ny regering, der har modet til at sætte klimaeftersyn før kasseeftersyn. Vi har brug for en regering, der prioriterer velfærd og social lighed over skattelettelser og billige biler.

Vi har brug for en regering, der igen kan give udlændingepolitikken et medmenneskeligt ansigt. Vi har brug for en regering, der sikrer unge uddannelse af høj kvalitet og gamle en værdig tilbagetrækning.

Hvis valgets vindere ikke formår at løfte disse opgaver, viser udviklingen i resten af Europa, hvad der meget vel kan være i vente.

Godt valg til alle!

cj

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden