I Norden findes igen i år de lande, der topper listen over de lykkeligste i verden, og det er noget, der bliver bemærket rundtomkring på kloden. Der er meget større interesse for de nordiske velfærdssamfunds ve og vel, end vi til daglig går rundt og er klar over. Det fremgår tydeligt af udenlandske reaktioner på det danske valgresultat.
Når vores lille del af verden er så interessant, er det, fordi vi i andres øjne udgør et enestående laboratorium, som har haft succes med at skabe en samfundsmodel, som rummer det stærkeste bud på en tredje vej mellem socialisme og kapitalisme.
Vi har forvandlet den rå kapitalisme og skabt dynamiske tryghedssamfund. Fri adgang til sundhed og uddannelse, en rodfæstet demokratisk kultur og en stærk markedsøkonomi. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men i Norden er det en realitet.
Historien om den politiske situation i Europa har længe været opbrud, splittelse, utilfredshed, populisme fra højre, men udviklingen i Danmark, Sverige og Finland viser, at det billede ikke kan stå alene. Med rød bloks valgsejr i Danmark er det nu en kendsgerning, at befolkningerne i de tre lande har givet centrum-venstre, ikke højrefløjen, mandat til at finde svar på en ny tids udfordringer. Det er et fantastisk vigtigt signal i en tid med stigende social uro og utilfredshed rundtomkring.
Fremtidige generationer har også krav på solidaritet, det er i virkeligheden centrum-venstres største forpligtelse
Den franske filosof Bruno Latour har om vores klimaforstyrrede tid sagt, at det er nemmere at forestille sig Jordens undergang end kapitalismens afslutning. Greta Thunbergs gennemslagskraft er et tydeligt udtryk for, hvor bekymrede folk, desværre også de helt unge, er over de menneskeskabte ubalancer i naturen, og rød bloks sejr i Danmark udtrykker et krav om, at den modne, nordiske velfærdsstat også her kan gøre en forskel.
Mette Frederiksen efter klimaforhandlinger: »Det er et område, som optager os alle sammen, og det er et område, hvor vi skal levere«Tryghed og solidaritet er ikke længere nok. Den næste opgave, som skal løses i det nordiske samfundslaboratorium, drejer sig om den grønne omstilling.
Rød blok er i lige så høj grad en grøn blok, og forhandlingsleder Mette Frederiksens væsentligste opgave er at bevise, at hun har forstået, at velfærd skal ses i et bæredygtighedsperspektiv. Det bør ikke være vanskeligt at genoptage den ambition, som Svend Auken, der kickstartede Danmarks vindmølleeventyr, var båret af. Der er arbejdspladser i ren teknologi, vedvarende energi og en fødevaresektor, som forstår, at klimaaftrykket må og skal ned. Fremtidige generationer har også krav på solidaritet, det er i virkeligheden centrum-venstres største forpligtelse i Norden. Der skal tænkes langsigtet. Der er brug for en ambitiøs strategi, og den skal have så bred opbakning som muligt.
Finland vil være CO2-neutralt i 2030. Nu er det tid at vise verden, hvordan Danmarks bud på en grøn velfærdsstat ser ud.
jsp
fortsæt med at læse
»Det er et område, som optager os alle sammen, og det er et område, hvor vi skal levere«
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.