Leder afmzt

Justitsministeriets rolle i telesagen må undersøges af en uvildig instans.

Politiken mener: Justitsministeriet har mistet fodfæstet. Nu må Hækkerup få det på benene igen

Lyt til artiklen

Man behøver ikke en livslang embedsmandserfaring for at forstå, at når en minister bruger begreberne »særdeles utilfredsstillende« og »dybt beklageligt«, er der tale om en situation af skandaløse dimensioner.

Ordene er justitsminister Nick Hækkerups (S), og de beskriver Rigspolitiets håndtering af den såkaldte teledatasag, hvor fejl i politiets telebeviser om personers opholdssteder har hvirvlet teleselskaber, politi, anklagemyndighed og Justitsministeriet ind i en sag, der i månedsvis er vokset i omfang.

Hækkerup peger ganske rigtigt på Rigspolitiet, men den anklagende finger burde også vendes mod hans eget ministerium.

For en intern redegørelse foretaget af de skandaleramte myndigheder selv har vist, at Justitsministeriet og dets chef, departementschef Barbara Bertelsen, kendte til sagen om de fejlbehæftede teleoplysninger i månedsvis, længe før domstolene, Folketinget og den daværende justitsminister blev orienteret.

Ministerium holdt på viden om teleaffære i tre måneder

Den ledende embedsmand i Justitsministeriet tillod dermed en retstilstand, hvor domfældelser kunne ske uden viden om telebevisernes tvivlsomme og mangelfulde karakter. Alvoren understreges af, at rigsadvokaten nu har indstillet al brug af telebeviser i verserende retssager, 52 retssager er blevet udskudt, og 35 personer er blevet løsladt fra arresthuse og fængsler.

Nick Hækkerup har allerede konkluderet, at sagen ikke vil give anledning til fyringer. Det åg må ministeren bære, hvis han vil. Men den retssikkerhed, som ofre og dømte i sager med telebeviser ikke har nydt godt af, må offentligheden som minimum kræve, at Justitsministeriet tilvejebringer ved at lade sig selv, Rigspolitiet og rigsadvokaten undersøge af en uvildig instans.

Ikke for at finde lette ofre, som kan henrettes foran en folkedomstol, men for at genetablere ministeriets nu tabte fodfæste i retsstaten. Hele retssystemets troværdighed afhænger af vores tiltro til, at ingen politiske hensyn går forud for borgernes retssikkerheden. Den sikkerhed har Hækkerup og hans ministerium ikke givet os endnu.

mzt

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her