Samfundsmæssige udviklinger minder ikke så lidt om pladetektonik. I det daglige bemærker man næsten ikke, at tingene flytter sig. Det sker umærkeligt mens hverdagen bruser afsted. Men pludselig er der så en markant rystelse, der gør det åbenbart, at tingene vitterligt har rykket sig enormt.
Et sådant ryk kom fredag aften, da skuespilleren Jakob Fauerby og danseren Silas Holst vandt finalen i tv-konkurrencen Vild med dans. Det er ikke bare en sensation i Danmark, at et par af samme køn vinder den ekstremt populære dansekonkurrence. Det er aldrig tidligere sket noget sted på kloden.
Det var første gang i programmets 16-årige danske historie, at et par af samme køn overhovedet deltog i den danske version af konkurrencen, og efter parrets imponerende nyfortolkning af den klassiske paso doble var Vild med dans-dommerne også synligt rørte.
»Jeg er så stolt af at bo i et land, hvor to mænd kan danse en finale«, sagde Marianne Eihilt. Det har både hun og vi andre al mulig grund til at være.
Det er en bedrift, at holdningen til seksualitet er blevet så fri, at en homoseksuel skuespiller kan vinde en populær dansekonkurrence med en anden mand. Symbolikken i sejren kunne vanskeligt være tydeligere.
Ganske vist er der gået mere end 80 år siden, at homoseksualitet blev lovligt herhjemme. Men det var først i 1989 at homoseksuelle fik lov til at indgå registeret partnerskab, og vi skulle helt frem til 2012 før par af samme køn fik lov at blive viet i kirken.
Tabuet mod homoseksuelle har holdt længe også i Danmark. Som eksempelvis forfatteren Leonora Christine Skov har beskevet i sin roman ’Den, der lever stille’ har det skabt splittelse og skam i familier helt op i vor tid.
Kaster man et blik ud i verden er kampen for lige ret for alle uanset seksualitet mildt sagt ikke vundet. Homoseksualitet er forbudt i over 70 lande og straffes med dødsstraf flere formørkede steder.
Alt det kan en imponerende dansesejr naturligvis ikke ændre eller rette op på med et slag. Men sejren i Vild med dans er et milepæl, en samfundsmæssigt blåstempling af, at der ikke er nogen som helst grund til at skjule sin seksualitet uanset hvem den er rette imod.
For hvem var det, der i sidste ende sendte Jakob og Silas hele vejen til tops? Det var seernes stemmer.
Folket stemte for frisind og talent. Sådan skal det være.
mr
fortsæt med at læse
»Jeg tror, at vi alle sammen føler, at vi vandt lidt i går«
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
