Vi er blevet nationale i karantænetiden. Danskerne er blevet talt til som et samvittighedsfuldt folk af patrioter. Vi har forsøgt at gøre, hvad der var bedst for nationen, og vi har æret modersmål og fædrelandshistorie i samklang med morgensangsfiluren Phillip Faber.

»Endnu en stund, så drær den danske rug / mens lærken trilrer, og grågøge kukke«, som Jeppe Aakjær skriver i Højskolesangbogens nummer 468, ’Som dybest brønd gi’r altid klarest vand’. Med sangperler som den forstår man godt lysten til at skyde brystet frem.