Leder afmr

Danmark må forsvare Københavnskriterierne i EU.

Autokratier på fremmarch i Europa: EU kunne lære noget af Harry Potter

Lyt til artiklen

I Harry Potter bøgerne hedder skurken over dem alle Lord Voldemort. Men mange troldmænd og hekse er så bange for den onde Voldemort, at de kun omtaler ham som ’Den unævnelige’ eller ’du ved nok’. Seriens unge helt, Harry Potter, insisterer derimod altid på at kalde Voldemort ved hans rette navn. For ellers har frygten allerede vundet.​​​

Det har den tilsyneladende desværre også i virkelighedens verden, når det gælder EU og Ungarn. Da formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, udsendte en erklæring om vigtigheden af, at fastholde de demokratiske grundprincipper i coronakrisen nævnte hun ikke hverken Ungarn eller Victor Orban med et eneste ord.

På trods af, at erklæringen i høj grad var motiveret af den måde Ungarns stærke mand, Victor Orban nærmest har fået diktatoriske beføjelser og fremover kan regere per dekret.

Og det er ikke kun Ungarn. Også i Polen er regeringen i fuld gang med at afmontere de demokratiske grundværdier, som EU er grundlagt på. Som mange kommentatorer har påpeget, ville de to lande ikke i dag leve op til demokrati-kravene for overhovedet at blive medlem af Unionen.

Nu er de imidlertid medlemmer. Og hvad gør EU så når den demokratiske udvikling helt åbenlyst går baglæns?

Alt for lidt. EU-Kommissionen har – glædeligt – indledt en retssag mod Polen for regeringens forsøg på at knægte domstolenes uafhængighed. Men ellers er der ikke sket meget. Det bør Danmark sammen med alle andre retsstater presse på for. Men faktisk har Danmark et særligt ansvar.​​​

Det var på topmødet herhjemme i 1993, at de såkaldte Københavnskriterier – de demokratiske krav for at blive EU-medlem – blev fastlagt. Og det var på topmødet i Danmark i 2002, at den store østudvidelse af EU blev vedtaget og Ungarn og Polen optaget. Historiske bedrifter som Danmark med rette har glædet sig over og brystet sig af.

Så meget desto mere bør vi nu kæmpe for principperne. Vise at vi står bag Københavnerkriterierne og har en Europapolitik, der handler om andet og mere end at begrænse EU’s magt og forsvare vores egne grænser. Vi kan demonstrere, at vi tager europæiske værdier højtideligt, og ikke kun ser dem som danske fortællinger.

En mulighed er diplomatisk pres for at få straffet Polen og Ungarn i det kommende EU-budget, sådan som Folketinget har krævet Danmark kæmper for. En anden og måske mere potent er direkte at true med at indbringe de to illiberale stater for EU-domstolen med krav om økonomiske sanktioner.

Vil det true EU’s sammenhold?

Formentlig. Men som man også kan læse i Potterbøgerne er der nogle gange ikke nogen vej uden om at kæmpe for sine principper. Ellers er det de onde, der vinder

mr

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her