Ingen ved endnu med sikkerhed, om den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj er blevet forgiftet. Men dødssyg er han. Han er lagt i kunstig koma og fløjet til Tyskland for at få behandling der.
Man må håbe, at Navalnyj overlever og kommer sig. Han er det tætteste, Rusland kommer på en reel oppositionsleder, og netop derfor ville det ikke være spor overraskende, hvis han rent faktisk var blevet forgiftet af præsident Putins håndlangere. Putin har flere gange tidligere fået besværlige kritikere og politikere forgiftet i både ind- og udland, og den russiske leder fører en intens kamp mod demokrati.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.