Pyt. Har corona lært os alle noget på den hårde måde, er det at sige det lille ord. Det går igen i reportager fra de mange små klasser og i de få store klasser og ungdomsuddannelser, som nu kan åbne igen, at stort set alle besværligheder kan overvindes, hvis bare man kan være sammen igen.
Fra i dag går det løs. Benyt muligheden for at sige tak til en lærer for at huske det vigtigste
Pyt med, at de store elever og lærere skal have en vatpind i næsen eller på drøbelen to gange om ugen. Pyt med, at de store elever må gå i skole på skift og kun kan være der halvdelen af tiden. Og pyt med, at samværet kun kan foregå med klassekammerater.
I mange klasseværelser og institutioner har der i mange år hængt billeder af pytknapper, som man kan trykke på, hvis man har brug for lige at få problemerne i perspektiv. Pytknapperne har været udsat for hårdt slid gennem de Herrens coronaår 2020 og 2021.
Den danske lærerstand har det seneste år om nogen lært os at holde fokus på det vigtige og sige pyt til det andet.
Lærerne blev kastet ud i fjernundervisning fra den ene dag til den anden, og de har skullet manøvre gennem politiske udmeldinger og sundhedsretningslinjer, der er skiftet konstant, efterhånden som vi har lært virussen bedre at kende.
De har skullet forsøge at skabe struktur i børns og unges hverdag på et tidspunkt, hvor dagligdagens faste rytmer har været opløst og fællesskabet sat på pause.
Derfor er der i den grad grund til at uddele Politikens Undervisningspris og til at følge opfordringen og indstille en lærer. Indstillingsperioden til årets pris starter i dag, og der har aldrig været større grund til at anerkende en lærer fra en skole, en erhvervsuddannelse eller et gymnasium for at gøre det godt.
Sådan gør du: Indstil en særligt dygtig lærer til Politikens UndervisningsprisPrisen har alle de år, den er blevet uddelt, haft som formål at tage læreres faglighed alvorligt og vise respekt for, hvordan den udøves. Med i den respekt er også en erkendelse af, at ikke al undervisning er lige god. Prisen handler nemlig også om vidensdeling, hvor lærere kan lade sig inspirere af andres eksempel.
Igen i år er der paneler af forskere, elever og lærerrepræsentanter, som prioriterer at bruge tid på at læse de mange indstillinger og give deres bud på, hvem der skal have prisen. En lærer eller et lærerteam, som kan inspirere andre, og som betyder uendelig meget for de elever, som er så heldige at have dem.
Fra i dag går det løs. Benyt muligheden for at sige tak til en lærer for at huske det vigtigste.
fugl
fortsæt med at læse
Indstil en særligt dygtig lærer til Politikens Undervisningspris
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.

