I dag er det 60 år siden, at Kulturministeriet blev oprettet, og på sådan en mærkedag er der grund til at glæde sig over salig Julius Bomholts initiativ og systemets grundlæggende holdbarhed. Men der er unægtelig malurt i det bæger, man burde løfte i dagens anledning, for hvorfor dog vil regeringen nedlægge den enestående ordning, som for sølle 9 mio. kr. om året sikrer, at danske lektorer ude i den store verden har kunnet udbrede kendskabet til dansk sprog og kultur?

Julius Bomholt ønskede et ministerium for kultur, uddannelse og forskning, men fik det ikke, og formelt hører lektorordningen hjemme under Uddannelses- og Forskningsministeriet (hvor kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen just er kommet fra), men sagens kerne er og bliver kulturpolitisk. De 26 såkaldte lektorer og 80 lokalt finansierede undervisere har sikret kendskabet til dansk sprog, litteratur, kultur og samfundsforhold på mere end 65 universiteter over hele verden. Hvis ordningen, der har eksisteret i 84 år, afskaffes, bliver det ikke længere muligt at læse dansk i udlandet, og et uformelt, men stærkt ambassadørkorps forsvinder. Lektorernes placering ved de stedlige universiteter har i sager, der har bragt Danmark i vælten, Muhammed-krisen f.eks., gjort det muligt at supplere hurtige avisoverskrifter med ekspertviden om danske kultur- og samfundsforhold. I mange sager har de arbejdet tæt sammen med danske ambassader og kulturinstitutter.