Der er reformer og samfundsmæssige ændringer, der er så indlysende rigtige, at det forunderlige er, hvor lang tid det tog at få dem indført. Selvfølgelig må man ikke slå børn. Selvfølgelig er det ulovligt at diskriminere på grund af race, køn eller religion. Selvfølgelig er det ikke o.k. at krænke kvinder. Og selvfølgelig skal barslen mellem forældre deles ligeligt.
Derfor er der al grund til at glæde sig inderligt over, at Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) mandag indgik en historisk aftale om en barselsreform. Fremover skal begge forældre have ret til den samme mængde barsel, samtidig med at begge forældre får øremærket 11 ugers barsel hver.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.