Man siger, at der i velstående familier kommer en spreder efter en samler. Man må håbe, at det modsatte også gælder i engelsk politik, hvor der efter Boris Johnsons kaotiske regeringstid og patetiske exit i den grad er behov for en samler, en seriøs, måske lidt kedelig, men kompetent leder, der kan få det hæderkronede gamle ørige tilbage på ret kurs.
Boris Johnson efterlader et Storbritannien i dyb krise, kastet rundt som en tømmerflåde af tilfældige politiske strømninger – med den faste og imponerende støtte til Ukraine som en glædelig undtagelse. Briterne har kappet båndet til EU og taget et nødvendigt opgør med de russiske penge, der forvandlede London til en legeplads for oligarker, men ikke fundet en alternativ kilde til velstand. Produktiviteten er lav og den økonomiske vækst ditto – Storbritannien forventes at få den laveste vækst i G7 næste år, og underskuddet på de offentlige finanser er eksploderet. Samtidig er selve unionen i fare for at blive opløst; Skotland presser på for en ny folkeafstemning om løsrivelse, og Brexit har drevet en ny kile ind mellem Nordirland og resten af Storbritannien.
