I brætspillet matador er succeskriteriet fladpandet kommercielt. Det gælder om at erobre byggegrunde i hovedstaden og se at få bygget en masse hoteller. Sådan er det ikke i Lise Nørgaards udødelige danmarksfiktion, som hun frækt gav samme navn. I Korsbæk er det i bund og grund frihed og frigørelse, det handler om. Nørgaard, som døde søndag, viser, hvad samfundsforandringerne gør ved ægteskaber, kønsroller, forholdet mellem børn og forældre og ved gamle stive hierarkier.
’Røde’, Agnes, grisehandleren, Ingeborg, Misse Møghe, dr. Hansen, tjener Boldt og alle de andre. Vi kender figurerne, husker replikker og episoder. ’Matador’ er blevet en del af folkesjælen, og det skyldes – foruden de fremragende skuespilpræstationer – at serien peger på en verden, mange længes efter: den intakte lilleby før supermarkeder, lottokiosker og tv. I Lise Nørgaards blanding af ’Buddenbrooks’ og ’Upstairs, Downstairs’ er verden overskuelig. Provinsbyen Korsbæk er centrum, ikke forladt udkant. Samtidig er alt ikke støbt i den gamle klasseskæbnes beton. Hvis man tager sig sammen og er flittig og (god)modig, klarer man sig, og hvis der er en rolle, der ikke dur, netop fordi det kniber med empatien, er det Mads Skjerns. Hans kynisme og konservative kristendom ender med at koste ham forholdet til sønnen Daniel, som ikke har levet op til hans idealer. Både Mads Skjern og bankdirektør Varnæs, hans hovedfjende, skal være lykkelige for, at de har hustruer, som virker afbødende og modererende på dem. Selv øretæveindbydende Maude holder med tiden op med at vende sig fra verden og gå tidligt i seng.
