I det store perspektiv er det gået fremad med ligestillingen i Danmark i mange år. I 2023 har Danmark en kvindelig statsminister, en kvindelig leder af fagbevægelsen og Danmark Radio. I dagens Danmark er der flere kvinder, som tager en længerevarende uddannelse end mænd. Selv om der stadig er mange glaslofter, der skal slås i stykker, har kvinder aldrig bestemt så meget i Danmark som nu.
At der dog stadig er lang vej igen, kan kvindelige folketingskandidater fra valgkampen i efteråret tale med om. En rapport fra Institut for Menneskerettigheder viser, at 28 procent af dem blev udsat for seksuel chikane. Under den generelle fremgang rumsterer stadig et ubehageligt kvindesyn rundt omkring i samfundet. Spørgsmålet, der trænger sig på, er, hvorfra chikanen mere præcist kommer? Stammer den fra mænd fra bestemte miljøer, eller kommer den fra et bredt udsnit? Er det klamme og fornedrende sprog ligefrem en form for protest mod den generelle ligestilling?
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.