Hvornår begynder Ukraines længe ventede offensiv – eller er den allerede i gang? Knækker russerne, eskalerer krigen yderligere, og hvordan ender det hele? Det er let her på sikker afstand at fortabe sig i de store geopolitiske spørgsmål, når det gælder krigen i Ukraine. De er også vigtige, men mindst lige så vigtigt er det at huske, at krigen ikke er en abstraktion, en slags avanceret Risk eller Diplomacy med pile og frontlinjer, der bevæger sig på landkort.
Krigen er konkrete skæbner. Mennesker, der bliver dræbt, såret, eller som nu mister deres hjem på grund af ødelæggelsen af dæmningen ved Kakhovka. Hvem der står bag sprængningen af kæmpedæmningen, er som meget andet i krigen usikkert. Pilen peger på Rusland, der ifølge FN’s undersøgelseskommission allerede har begået talrige krigsforbrydelser, men intet er bevist. Det, som er sikkert, er, at ødelæggelsen af dæmningen er en katastrofe for mange uskyldige mennesker.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.


