Engang bugnede havet ud for Europas kyster af fisk, muslinger og østers. Enorme sildestimer, en overflod af brislinger og sardiner, makreller, torsk, blåfinnede tun. Men også hajer, store flokke af marsvin og delfiner, finhvaler, vågehvaler. Der var rev og østersbanker overalt, biodiversiteten var i top.
Helt frem til 1950’erne kunne bestandene i havet omkring Danmark følge med. De små blå kuttere brugte skånsomme fiskemetoder, når der skulle fanges fladfisk i ’vort moderlige hav’, som det hedder i Laurits Christian Nielsens berømte digt og sangtekst. Rovdriften var ikke sat ind. Men så begyndte den industrialiserings- og vækstperiode, som på så mange områder skulle vise sig at have en mørk bagside. Det voldsomme trawlfiskeri og den massive kvælstofudledning fra landbruget har reelt udgjort en tofrontskrig mod livet i havet. Resultatet er, at ni ud af ti fisk er forsvundet, masser af arter er helt væk, ja, at store dele af havbunden af fagfolk nu beskrives med ord som ’ørken’ og ’kirkegård’. Nordsøens bund er i dag sand, grus og mudder. Selv i de havområder, Danmark har udpeget som naturbeskyttede, må der fuldt lovligt bruges bundtrawl. I et enkelt område nord for Skagen blev 93 procent af havbunden i 2020 udsat for bundtrawl ti gange. Konsekvensen: At fødekæden, der skal beskytte diverse arter, ødelægges. Man kan f.eks. ikke beskytte marsvin, hvis man ikke også beskytter deres føde.
