Folkemordet i Myanmar var i fuld gang i 2018. Alverdens medier, også denne avis, beskrev i hårrejsende detaljer, hvordan regimet tæskede, voldtog og myrdede titusinder af rohingyaer. FN og EU havde fordømt folkedrabet, og der var strenge sanktioner mod salg af enhver slags militært udstyr til regimet i Myanmar. Man skulle leve under en meget stor sten for ikke at være bekendt med krisen.
Men det gjorde de tilsyneladende både i MAN Energy Solutions og hos de danske myndigheder. For som Politiken kunne afsløre søndag, solgte MAN med de danske myndigheders velsignelse skibsmotorer til det, der i dag er Myanmars flådes flagskib. Et 125 meter langt troppetransportskib med plads til 500 soldater, tre kamphelikoptere og andet tungt militært isenkram.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
