Lad os bare sig det ligeud. Det har været pinagtigt og udtryk for en næsten uforskammet politisk arrogance slash ligegyldighed slash intellektuel blindhed, at kulturområdet er blevet behandlet så usselt af de sidste mange regeringer.
Først nu ser stedmoderligheden ud til at være holdt op. For ikke så lang tid siden mente en forgænger, at kulturen burde stille sig sidst, når der skulle prioriteres midler. Med Jakob Engel-Schmidt som kulturminister har piben fået en anden lyd, og kulturministeren sidder som noget helt nyt med i regeringens magtfulde Økonomiudvalg. Den placering var først et signal om nye tider, men med regeringens finanslovsforslag, der afsætter 1,1 mia. kr. til kulturen over de næste fire år, er vi hinsides signalgivningen. Nu bliver der mulighed for forbedringer på en lang række områder. Endelig.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.