Det er utrolig synd for palæstinenserne. Det er ubærligt frygteligt for de godt to millioner civile palæstinensere, der er fanget i Gaza uden tilstrækkeligt med mad, drikke og under konstante bombardementer. Det er synd for dem på Vestbredden, hvis landområder bliver spist mere og mere af de ekspanderende bosættelser. Det er synd for de mange palæstinensiske flygtninge i Israels nabolande, der ofte bliver behandlet som andenklassesborgere af deres arabiske værter, til trods for at de har været der i generationer. Det er en fuldtonet tragedie, at det endnu ikke er lykkedes at få oprettet en palæstinensisk stat.

Men det er også synd for palæstinenserne, at alt for mange af deres venner i Vesten ikke formår at tage klart og entydigt afstand fra Hamas’ terror.