Han er ansigtet på meget af det, der de seneste år har fået uretfærdigheden til at råde og retsfølelsen til at svinde. Men efter et årelangt juridisk slagsmål lykkedes det nu langt om længe at få fløjet den hovedanklagede i en af danmarkshistoriens største svindelsager, den storsmilende britiske statsborger Sanjay Shah, fra Emiraterne til Danmark. Her vil han nu blive stillet til ansvar over for en dansk dommer. Hurra for det!
Om Sanjay Shah ender med at blive dømt for at have svindlet sig til knap 10 milliarder kroner i skandalen om udbytteskat, skal domstolene jo nu afgøre. Men alene den kendsgerning, at den tiltalte hovedmand bag dette gigantiske fupnummer nu er udleveret til Danmark, er en kolossal sejr ikke alene for justitsminister Peter Hummelgaard (S). Det er også en længe ventet sejr for den sans for retfærdighed, der er blevet trukket igennem sølet, fordi enhver kan se, hvordan storsvindlende lykkeriddere har levet et liv i sus og dus for milliarder af kroner, som tilhører danske skatteborgere.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.