Der er gået sport i at fortælle, at vi unge er udsat for en særlig hård præstationskultur og konkurrencestatslogik. 12-talspigerne farer lige fra eksamenslokalet og over til psykologen, gymnasieelever er bange for at række hånden op, og er man flittig læser af Politikens debatsektion, får man hurtigt indtryk af en hel generation af unge, der kan knække sammen under præstationskulturen.
Problemet er bare, at vi næppe får flere lykkelige og mindre pressede unge ved at styrke og gentage Politikens yndlingsfortælling om, at vi enten står i en exceptionel sværere tid end vores forældre eller er exceptionelt svagere end vores forældre og derfor er i højrisikozonen for et kollektivt generationssammenbrud. Den form for medlidenhed og ynk løser ingen udfordringer – det gør personligt ansvar og handlinger derimod.




























