I den seneste tid har Liberal Alliance været i skudlinjen fra mange sider. Vi takker for opmærksomheden fra oppositionens statsministerkandidat, fra en tidligere vicestatsminister og Politikens lederskribent. Det er ikke hver uge, at det er et mindre og forholdsvis nyt parti forundt. Så tak for det. Men det ville nu være dejligt, hvis interessen havde samlet sig om vores forslag til at løse Danmarks vækstudfordring. Det er en altafgørende opgave, som vi står over for. Ikke bare i de kommende år, men her og nu. Sandheden er, at Danmark de seneste femten år er gledet fra en sjetteplads til en 13. plads på listen over verdens rigeste lande. Og at OECD spår, at Danmark får den næstlaveste vækst blandt de rige lande i de kommende 15 år. I stedet for at bruge tiden på at tænke over, hvilken plads vi så vil ryge ned på, foreslår vi, at vi gør noget for at få gang i den danske vækst. Det kræver velfærdsreformer, det kræver et lavere skattetryk, og det kræver politisk vilje. Konkret foreslår vi i Liberal Alliance , at vi gør det mere attraktivt at starte egen virksomhed eller blot beholde sin virksomhed i Danmark eller måske endda flytte den hertil. Det skal ske ved at halvere selskabsskatten. Vi vil gøre det mere attraktivt at yde en ekstra indsats, hvilket skal ske ved at sætte personskatterne ned til maks. 40 procent. Vi vil øge tilbagetrækningsalderen - hovedsageligt ved at afskaffe efterlønsordningen. Vi vil effektivisere den offentlige sektor - bl. a. ved at få antallet af ansatte tilbage på samme niveau, som dengang socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen var statsminister. Og så vil vi øge den personlige frihed ved at mindske antallet af regler og forbud, som virksomheder og privatpersoner lider under. Det er i grove træk forslagene fra Liberal Alliances vækstplan ' Mod til reformer'. Det mærker vi heldigvis en vis opbakning til, men vi beklager, at vi har vækket dansk politik op fra sin tornerosesøvn. Men vi kan ikke stiltiende blive ved med at se på, at man fra politisk hold tror, at man kan ignorere vækstudfordringen. Vi bliver nødt til at råbe op - og vi har tænkt os at blive ved. Og vi vil insistere på at diskutere indhold i stedet for form og politisk fnidder. Jeg fristes næsten til at sige: Undskyld, vi forstyrrer!. Mvh Simon Emil Ammitzbøll DETTE INDLÆG HAR OGSÅ VÆRET BRAGT I DEN TRYKTE UDGAVE AF POLITIKEN DEN 20. AUGUST 2010