Hvis ikke vi kan lide jer, eller I ikke gør, som vi siger, så ødelægger vi bare jeres forretning. Det synes, at være logikken blandt nogle oppositionspolitikere. Ugens groteske eksempel leverede SF’s Özlem Cekic, der ville smide McDonalds ud af landet. Uvist om det var fordi, deres mad var usund, eller udbrudet kom i vrede over det danske skattesystem. Tidligere har vi set den socialdemokratiske ligestillingsordfører, Julie Rademacher, der truede A.P Møller Mærsk med lukning, hvis ikke de vil efterleve fyrreprocentsfeministernes ønske om, at kvoter for kvinder i aktieselskabers bestyrelser. Hvad bilder de sig egentlig ind? Sådan at true virksomheder med lukning eller ligefrem landflytighed, selvom de ganske givet vil hævde, at det er for såvel vores som virksomhedernes egen skyld. Sandsynligvis skyldes det mangel på helt basal viden om, hvordan en markedsøkonomi egentlig hænger sammen. I virkeligheden er de to trusler en naturlig konsekvens, at den logik der præger S-SF’s politiske og økonomiske tankegang. At staten skal bestemme, hvilke virksomheder, der er de gode, og hvilke der er de dårlige. Det er som om, at S-SF tror, at politikere er bedre til at drive virksomhed end virksomhedernes ledere. Det er der imidlertid ikke noget, der tyder på. De to partier går således til valg på at indføre en række nye afgifter, en ny millionærskat, kvoter for kvinder i bestyrelser og en generel ’pick the winner’-strategi. Svar på hvordan vi skal trække Danmark op i et nyt vækstgear, må man derimod spejde langt efter. Dermed vil den S-SF’s generelle økonomiske politik lukke langt flere virksomheder end et par finurlige sprogfinker fra enkeltmedlemmer af de to partiers folketingsgrupper. Og det er i virkeligheden langt værre for dansk økonomi og den danske befolkning. Simon Emil Ammitzbøll