Når jeg læser kommentarerne her på pol.dk, får jeg det indtryk, er der er nogle af debattørerne, der tror, at Liberal Alliance kun går op i at få lavere skatter. Det er korrekt, at vi ønsker at sætte skatten ned, men Liberal Alliance har meget mere at byde på end det. Frem mod næste valg har vi lagt vores fire mærkesager frem for vælgerne. Lavere Skat, Mere Vækst, Mere Effektivitet og Mere Frihed. Lad mig begynde med den Lavere Skat, nu det øjensynligt interesserer så mange. Danmark har Verdens højeste skattetryk. Det hæmmer vores konkurrenceevne med andre lande. Det gør det sværere at starte ny virksomhed. Og det gør det sværere at tiltrække højtkvalificeret arbejdskraft og udenlandske virksomheder. Sagt på en anden måde, så snyder vi i Danmark os selv ved at have så højt et skattetryk. Konkret foreslår vi både at fjerne topskatten og halvere selskabsskatten. Da den økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, skulle kommentere regeringens genopretningspakke, var det, man var allermest kritisk overfor, at regeringen har valgt at udskyde skattelettelserne. Fordi det koster danskerne på væksten. Og dermed er vi ovre i den næste af vores mærkesager, nemlig Mere Vækst. Hvis vi skal have råd til gode skoler, gode sygehuse og et socialt sikkerhedsnet i fremtiden, ja så kræver det økonomisk vækst. Vækst kræver, at den private sektor tjener mere. For det er i det private erhvervsliv, at pengene skal tjenes. For at få vækst må vi gøre flere ting. Vi må sætte skatten ned, som jeg allerede har redegjort for ovenfor. Vi må investere mere i forskning og uddannelse, så vi kan blive ved med at finde på gode idéer. Det er jo dem, vi skal leve af i fremtiden. Og vi må trimme vores nationalregnskab. Skal der være plads til vækst og velfærd, må vi sørge for, at der er fremtiden er den nødvendige arbejdskraft. På den korte bane skal vi SKABE arbejdspladser. Det gøres ved at sætte selskabsskatten ned. Men på den lidt længere bane MANGLER vi arbejdskraft – samtidig med, at vi allerede i dag mangler specialiseret arbejdskraft i nogle af væksterhvervene. Manglen på arbejdskraft kan løses på tre måder. Massiv indvandring, Dårligere kernevelfærd eller Velfærdsreformer. I Liberal Alliance vælger vi den tredje vej. Lad os afskaffe efterlønnen, sådan som både arbejdsmarkedskommissionen, velfærdskommissionen og vismændene har anbefalet det. Langt de fleste efterlønsmodtagere kan sagtens passe et arbejde, og hvorfor i alverden skal vi betale for, at folk kan gå og lave ingenting, så længe de er i den arbejdsdygtige alder? De nedslidte vil vi gerne understøtte – men de er slet ikke så mange, som man skulle tro ud fra den politiske debat. Faktisk kun 10-15 % af efterlønsmodtagerne. Hvis vi et kort øjeblik vender tilbage til OECD, så forudser de faktisk, at Danmark får en af de laveste vækstrater i den rige del af Verden frem til 2025. Så noget skal gøres. Tingene hænger selvfølgelig sammen. Derfor er det næste logiske skridt Mere Effektivitet. I Danmark har vi nemlig ikke alene Verdens højeste skattetryk, vi har også en vildtvoksende offentlig sektor, der har flere ansatte end nogensinde før. Og bruger flere penge end nogensinde før. Mærkeligt nok har vi også en borgerlig regering, der blærer sig med, at det hænger sådan sammen, men det er en helt anden historie. I Liberal Alliance ønsker vi at gøre den offentlige sektor mindre. Faktisk ønsker vi, at der skal være 30-40.000 færre ansatte i den offentlige sektor. Hvis der nu er nogle, der tænker, at der er for vildt, kan jeg berolige med at skrive, at det faktisk bare er tilbage på det niveau, vi havde, dengang socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen var statsminister. Så det går nok endda. Og det kunne frigive 20 milliarder kroner, som kunne bruges til at skabe den nødvendige vækstpolitik i Danmark. Nu forestiller vi os ikke, at de skulle fyres ’over night’, men at det ville kunne ske ved en form for naturlig afgang. Og vi forestiller os ikke færre offentligt ansatte som den eneste løsning for at få en mere effektiv offentlig sektor. Det kræver også, at vi fra politisk hold skærer ned på det store bureaukrati, som generer borgerne og slider på de offentligt ansatte. Og at vi tager udgangspunkt i de offentligt ansattes faglighed – i stedet for at opbygge omsiggribende kontrolsystemer. Endelig ligger der også et uudnyttet udliciteringspotentiale. Dansk Industri har vurderet, at der ville kunne spares ca. 15 mia. kr., hvis det offentlige fik skub i udlicitering og konkurrenceudsættelse. Skattepenge som i dag bliver brugt på den rene ingenting. Det må laves om. Nu handler Liberal Alliances politik ikke kun om økonomi. For os er det vigtigt, at økonomi og værdier går hånd i hånd. For os er det også en værdi, at staten ikke stjæler halvdelen af dine penge, at der er penge nok til at have en god kernevelfærd og at den offentlige sektor arbejder ubureaukratisk og efter princippet ’mest for pengene’. Men det kan ikke stå alene. Mere Frihed er et centralt politikområde for os. Og her tænker jeg på frihed til den enkelte. I et liberalt samfund skal staten blande sig så lidt som muligt i borgernes liv. Vores udgangspunkt er, at det er borgernes eget liv, og at de dermed ved bedst, hvad der er godt for dem. Det er ikke en opgave for velmenene politikere. Derfor ønsker vi færre forbud og regler. Vi ønsker grænser for politik. Sidste år blev der gennemført ca. 1.340 nye love og regler i det her land, og der er næsten ingen grænser for, hvad visse politikere kan ønske sig at regulere. Især nogle politiske områder kan få forbuds- og reguleringsiveren til at gå i selvsving: Trafik, Alkohol, Ytringer, Tobak, Muslimer, Dyr og Sundhed i al almindelighed. Mange af forslagene virker helt håbløse. Burkaforbud, parfumeforbud og solarieforbud, for at tage nogle af de værste. Mens andre kan virke mere tilforladelige. Her er det vigtigt at huske på, at det er en værdikamp, der foregår. Troen på at borgerne kan træffe beslutninger selv står over for, at politikerne tager ansvar fra borgerne. Skal vi have mere frihed, må vi have færre forbud. Og det er vigtigt at understrege, at frihed og ansvar hører sammen. Frie borgere bliver mere ansvarlige borgere, da deres valg pludselig får konsekvenser. Fordi staten ikke har truffet valget på forhånd. Frie borgere er også mere risikovillige. Og dermed er der et bedre grundlag for at folk tør tage en chance. Gribe ud efter lykken, om man vil. Det skaber nye idéer, og det skaber nye virksomheder. Manglende frihed giver stagnation. Mere Frihed handler også om mangfoldighed. Retten til at du kan leve dit liv, som du vil. Du kan gøre som du vil, så længe du ikke griber ind i andres frihed. Og folk må tåle, at du har en anden mening, et anderledes udseende, en anden påklædning og nogle andre ønsker for livet, end de har. Mere Frihed handler også om, at borgerne skal have retssikkerhed. At der ikke er vilkårlighed i statens behandling af borgere og virksomheder. At staten ikke laver overdrevne indgreb i din og min personlige frihed. Og endelig handler Mere Frihed også om fraværet af politiske hovsaløsninger. Knivloven er vel det bedste (eller værste!) eksempel på, at politikerne går i selvsving og lave ny lovgivning uden at have gennemtænkt konsekvenserne. Det skal der gøres op med. Jeg håber, at mit blogindlæg gav et lidt bedre indtryk af, hvad Liberal Alliance er for en størrelse. Vi ønsker mere vækst, mere effektivitet, mere frihed – og ja, mindre skat. For mig at se, er der ingen tvivl om, at vi er Danmarks mest liberale parti – men vi er faktisk også Danmarks mest socialt ansvarlige parti. For vi sikrer, at økonomien er i orden. Og vi sikrer fremtidig vækst. Og uden vækst – ingen velfærd. Så simpelt er det. Jeg håber, at I har fået et indtryk af, at Liberal Alliance er meget mere en lavere skat. Med venlig hilsen Simon Emil Ammitzbøll
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Så meget utilfredshed og en guitarsolo mast ind på et minut og 40 sekunder. Det er verdens ottende vidunder
-
Den 27-årige mand talte med sin mor i telefonen, da hun pludselig råber: »Bjørn! Bjørn!« Så blev forbindelsen afbrudt
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























