Jeg er hvid. Sådan helt og aldeles. En gennemsnitsdansker med hvid mand og hvidt barn. Mine venner er lige så hvide, og min søns vuggestue er overvejende det samme. Derfor gør jeg et stort nummer ud af at vise min blege blåøjede knægt, at verden er andre farver og meninger end ham selv. At den også rummer folk, der tror på Allah, Odin, Jehova og Jesus. At hudfarve ikke udelukkende er den lyserøde farveblyant, men også den brune, den beige og den helt mørke.
At øjne ikke altid er blå og mandelformede, men kan vende opad og nedad og være store og små. Heldigvis er der rigtig mange steder, jeg kan vise ham Danmarks mangfoldighed. Børnene i vores gård kommer i masser af farver, kulturer og levevilkår, og på legepladsen, i supermarkedet og svømmehallen er alsidigheden rigt præsenteret. Men ikke i børne-tv.
