Det kan være svært at finde ud af, hvad Venstre mener om skattepolitikken – også for dem selv. Men i hvert fald én ting står nu soleklart trods de forskellige slingrende meldinger på det sidste: I en tid med et historisk stort underskud, med smalhals og fyringer i det offentlige, med høj arbejdsløshed og voksende social utryghed, kræver Venstre skattelettelser til velhaverne - betalt med nedskæringer i velfærden.
Lidt af en kovending i forhold til hvad Løkke sagde før valget: ”Det giver ikke mening at tale om yderligere personskattelettelser. Pengene er der ikke”. Der var sikkert mange, som inderst inde tvivlede på Venstres reelle hensigter, men det var faktisk det han sagde. Stolede man på det, blev man altså snydt, så det driver. Kursen er lagt om.




























