0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

VKO skaber underklasse af udlændinge

Johanne Schmidt-Nielsen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det er ingen hemmelighed, at en stor del af underklassen i Danmark består af mennesker med brune øjne. Flygtninge og indvandrere varetager i højere grad end danske statsborgere ufaglærte jobs og klarer sig gennemsnitligt dårligere i uddannelsessystemet.

Det er til gengæld bemærkelsesværdigt, hvor ihærdigt VKO arbejder på at fastholde status quo.

Uddannelse forhindrer ophold
I disse uger behandler Folketinget den seneste udlændingepakke fra Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti. Pakken indeholder et pointsystem, hvor man efter fire år – og under forudsætning af, at man har optjent 100 point – kan få permanent opholdstilladelse.

Men mens man i alle andre politiske sammenhænge holder brandtaler om, at befolkningen skal uddanne sig mere, motiverer man her udlændinge til det stik modsatte.

I pointsystemet er det et ufravigeligt krav, at man inden for de seneste tre år har været i fuldtidsbeskæftigelse i minimum to år og seks måneder. Ligesom det er et krav, at man fortsat er i arbejde, når opholdstilladelsen bliver meddelt.

Et fuldtidsstudium tæller imidlertid ikke som beskæftigelse. Konsekvensen er, at man belønner de udlændinge, der arbejder ufaglært, og straffer dem, der uddanner sig.

For en 30-årig familiesammenført kvinde, der drømmer om den sikkerhed, en permanent opholdstilladelse giver, kan det langt bedre betale sig at starte i et rengøringsjob end at starte på f.eks. pædagoguddannelsen eller universitetet.

Ikke X-faktor
Beskæftigelseskravet gør samtidig udlændinge ekstra sårbare over for arbejdsløshed. Kommer en udlænding i den ulykkelige situation, at hun får en fyreseddel, rammes hun ikke alene af de sociale og økonomiske problemer, der for langt de fleste følger med ledighed. Fyringen spænder også ben for den permanente opholdstilladelse. Ifølge regeringen er arbejdsløshed nemlig udtryk for manglende integrationsvilje.

Det skal i parentes bemærkes, at selv de personer, der er tildelt førtidspension, skal leve op til beskæftigelseskravet. Da det netop er en betingelse for at modtage førtidspension, at man af helbredsårsager har manglende arbejdsevne, vil man reelt være udelukket fra at opnå permanent opholdstilladelse.

Birthe Rønn har i folketingssalen udtalt, at det jo heller ikke er alle, der kan vinde i X-faktor. Bliver vi i ministerens usmagelige billedsprog, vil kravet til førtidspensionister sådan cirka svare til, at en stum stiller op i DR’s populære sangkonkurrence.

Chancerne for at komme til finalen er ikke-eksisterende.

Arbejdsgivernes drøm
Tilbage til de arbejdsløse. Om Lars Løkke, Lene Espersen og Pia Kjærsgaard også betragter de tusindvis af danskere, der i det seneste års tid har mistet deres job, som viljeløse sjufter, der har vendt ryggen til det danske samfund, vides ikke. Til gengæld ved vi, at den ekstraordinære sårbarhed ved ledighed gør udlændinge på midlertidig opholdstilladelse til en drøm for mindre sympatiske arbejdsgivere.

Ansætter en arbejdsgiver et menneske, der ønsker permanent ophold her i landet, er der favorable muligheder for at presse både løn og arbejdsvilkår helt i bund. For siger medarbejderen fra, risikerer han at blive slået tilbage til start i sine anstrengelser for at skabe sikkerhed omkring tilværelsen i Danmark.

Underklassen af udlændinge kan altså bruges som et effektivt redskab til at holde lønniveauet nede. Det vil ikke alene påvirke den enkelte udlænding, men også alle de danske arbejdstagere, der skal konkurrere med kolleger, som er tvunget til at acceptere elendige arbejdsvilkår.

Rodbehandling eller ophold
Konsekvensen ved et lavtlønnet ufaglært job er, uanset etnisk oprindelse, at husholdningsbudgettet er umådelig stramt. Særligt i familier med børn. Uforudsete udgifter som f.eks. en rodbehandling, dyr medicin eller et gammelt køleskab, der bryder sammen, kan være umulige at betale. Det er en af årsagerne til, at man som borger i Danmark kan gå til kommunen og bede om en enkeltstående ydelse af mindre beløbsmæssig størrelse.

Men hvis en udlænding på midlertidig opholdstilladelse fremover beder om hjælp, vil det have ganske alvorlige følger. For i VKO’s pointsystem er det en ufravigelig betingelse for permanent ophold, at man inden for de seneste tre år ikke har modtaget nogen form for offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik.

Dette krav har fået Rådet for Socialt Udsatte til at råbe vagt i gevær. Rådet advarer imod, at mennesker, der helt åbenlyst har behov for hjælp, vil undlade at gøre brug af deres rettigheder i det sociale system. Og at det vil være til skade for både dem selv og deres børn.

I høringssvaret til udlændingepakken skriver rådet blandt andet, at det sociale system herved »…bliver ekskluderende i stedet for integrerende og inkluderende«. Rådet for Socialt Udsatte påpeger i den forbindelse risikoen for, at de sociale problemer vil vokse sig både større og mere alvorlige.

Og for så lige at sætte trumf på, har VKO også sørget for at angribe udlændinges adgang til demokratiet. Dels ved at gøre det til en betingelse for at sætte kryds ved valg til kommuner og regioner, at man har boet her i Danmark i fire år i stedet for de tre år, der på nuværende tidspunkt kræves. Og dels ved at skrue pointsystemet sammen på en måde, så en gruppe mennesker, der opholder sig helt lovligt her i landet, aldrig vil få adgang til den permanente opholdstilladelse, der er en forudsætning for at komme i nærheden af et dansk statsborgerskab.

De vil derved aldrig få mulighed for at stemme eller stille op til folketingsvalg.

Tilbage til fortiden
Da Socialreformen af 1933 blev gennemført, brystede man sig af, at borgerne nu ikke længere fik frataget deres valgret, hvis de var tvunget til at bede om økonomisk hjælp. Men i bund og grund er det tiden før Kanslergadeforliget, vi nu vender tilbage til. Den berømte reforms fader, Socialminister K.K. Steinckes, må rotere i sin grav.

Ifølge regeringen og Dansk Folkeparti selv er et af formålene med udlændingepakken at sikre nyankomne udlændinge mulighed for at deltage på lige fod med andre borgere i samfundets politiske, økonomiske, arbejdsmæssige og sociale liv. Venstres udlændingeordfører Karsten Lauritzen kaldte under førstebehandlingen af forslaget den samlede pakke for »intelligent udlændingepolitik til gavn for alle«.

Helt ærligt. Det er ikke særlig intelligent at straffe folk for at uddanne sig. Og det er et faktum, at pakken ikke er til gavn for alle. Bestemt ikke for de socialt udsatte udlændinge, men heller ikke for de unge flygtninge og indvandrere, der gennem uddannelse ønsker at bevæge sig ud af underklassen. Og at påstå, at udlændingepakken skaber lige muligheder for deltagelse i demokratiet, er vel nærmest en joke.

Med præcision har man formået at skrue en udlændingepolitik sammen, som motiverer udlændinge til at lade være med at uddanne sig. Som motiverer udlændinge til at finde sig i elendig løn og dårlige arbejdsvilkår. Som motiverer udlændinge til at lade være med at søge socialhjælp, selv om vi derved risikerer, at de sociale problemer vokser sig større. Og som udelukker en stor gruppe udlændinge fra at deltage i demokratiet.

Man fristes til at tro, at Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti ligefrem ønsker en dansk underklasse af udlændinge.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce