I dag har jeg denne klumme i Politiken. For på trods af flere ugers konflikt har tre centrale aktører stukket hovedet i busken. Hulubulu, hvor er i henne? Hulubulu…? Tusindvis af pædagoger, pædagogmedhjælpere, jordmødre og sosu-assistenter har været på gaden. Sundhedskartellet er stadig i konflikt. Uanset hvad der sker i de kommende dage, er der skrevet Danmarkshistorie: Ligeløn er (endelig!) på dagsordenen. Men tre helt afgørende aktører er pludselig blevet usynlige… en gemmeleg er i gang. Ligestillingsminister? Den første aktør er ligestillingsministeren. Hende der engang gik med røde sokker. Hver gang en svejser tjener en hundredekroneseddel, så tjener sosu-assistenten 82 kroner. De to faggrupper har nogenlunde samme længde uddannelse – forskellen på grupperne er, at en gennemsnitlig svejser er en mand, mens en gennemsnitlig sosu-assistent er en kvinde. Alligevel er Karen Jespersen stort set ikke set, siden konflikten brød ud. Hvis ministeren var bare en smule interesseret i det område, hun har ansvaret for, så stod hun side om side med de strejkende sygeplejersker på Slotspladsen. Så nuppede hun en kasse af Lars Løkkes champagne-flasker, svingede sig op på cyklen og bragte jordbær og boblevand til alle de lavtlønnede offentligt ansatte, hun kunne opstøve. De fortjener at blive forkælet. Det er trods alt dem, der tager ansvar for vores fælles velfærd. Karen Jespersen burde gå forrest i kampen for ”mandeløn til kvindefag”, men af en eller anden årsag er ministeren kun i stand til at trække de røde sokker på, når temaet er indvandrerkvinder. Vågn op, minister: kvinder tjener i gennemsnit atten procent mindre end mænd – i Danmark!
Hvor er solidariteten i fagbevægelsen Men det er ikke kun ligestillingsministeren, der er gået i flyverskjul. Den anden usynlige aktør er fagbevægelsen. Når man søger på ordet solidaritet på LO’s hjemmeside, dukker der 144 hits op. Godt nok. Alt andet ville være underligt. Fagbevægelse rimer unægteligt på solidaritet. Men har fagtoppen glemt, hvad ordet betyder? Hvorfor flyver støtteerklæringer, støttefester og støttedemonstrationerne ikke om ørerne på os? Hvorfor står FOA og Sundhedskartellet alene på gaden? Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, at faglige ledere melder ud, at de håber, de strejkende ikke får noget ud af deres protester? Hvis ligeløn skal blive en realitet, er det en forudsætning, at en samlet fagbevægelse bakker aktivt op om kravet. Og at en samlet fagbevægelse accepterer, at hvis kvindefagene skal op på niveau med mandefagene, så skal førstnævntes lønstigninger være et pænt stykke større end sidstnævntes. Husk løfterne Helle, Villy og Pia Den tredje usynlige aktør er det, man kan kalde velfærds-oppositionen. Under valgkampen var der ingen grænser for løfterne til de offentligt ansatte. Et flertal uden om regeringen, nemlig Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten, råbte ”flere hænder - mer’ i løn”. Af en eller anden årsag har både Villy Søvndal, Helle Thorning og Pia Kjærsgaard nu sagt nej til Enhedslistens forslag om at tilføre de fem milliarder kroner til kommuner og regioner der er behov for, hvis de strejkende skal have opfyldt deres krav. De siger, de ikke vil blande sig i konflikten – nu er det op til arbejdsmarkedets parter. SF vil i stedet lægge en pose penge i en ligelønskommission. Det kan være en udmærket ide. Men det erstatter ikke behovet for lønkroner her og nu. Statskassen er den ene part i den igangværende konflikt. Det er finansministeren, der har dikteret lønrammen på 12,8 procent. Så nøglen til lønstigningerne ligger på Christiansborg. Den såkaldte velfærds-opposition har et klokkeklart flertal uden om Fogh, og det er på høje tid at sætte handling bag ordene. Indfri valgkampens løfter, så de offentligt ansatte kan få indfriet deres krav. Hermed en opfordring til ligestillingsministeren, fagtoppen samt Helle, Pia og Villy: Kom nu ud af busken, og lev op til jeres ansvar! Vi har en historisk chance for at skabe ligeløn mellem mænd og kvinder. Men det kræver, at I dropper gemmelegen. Hulubulu – hvor er I henne?