Skal den 69-årige stilladsarbejder svinge rundt med tunge stilladselementer? Skal vuggestue-pædagogen på samme alder løfte børn op på puslebordet tyve gange om dagen? Skal postarbejderen cykle rundt med post, til hun fylder 70? Hvis det står til regeringen, er svaret ja. For konsekvenserne af Venstre og Konservatives efterlønsreform bliver, at de, der i dag er 35 år gamle, skal arbejde til de er 70. En nyfødt kan forvente en tilbagetrækningsalder på 73,5 år. Come on, Lars Løkke. Det skriger til himlen, at så høj en tilbagetrækningsalder er fuldstændig urealistisk for en lang række grupper på det danske arbejdsmarked. Efterløns-angrebet kommer imidlertid næppe som et chok for nogen. For knap var blækket tørt efter den sidste reform, før koret af Cepos-økonomer, alvidende kommentatorer og borgerlige politikere stillede krav om nye forringelser for lønmodtagerne. Gennem de seneste år er vi blevet tudet ørene fulde med sangen om, at efterlønnen er roden til alt ondt. Myter, myter og endnu flere myter Hvis noget har kendetegnet efterlønsdebatten, er det, at den er befængt med myter. Når man hører på for eksempel Lene Espersen eller Anders Samuelsen, så skulle man tro, at efterlønnere er en flok luddovne, højtuddannede, golfspillende gratister. At efterlønnen er hovedårsagen til underskuddet på statsfinanserne. Og at det lige netop er en afskaffelse af efterlønnen, der er det eneste, der kan redde Danmark fra en truende ruin. I de kommende dage vil jeg udsætte efterlønsmyterne for et kritisk eftersyn her på bloggen. Én efter en. Vi starter med en af de mest sejlivede... Myte #1: Vi skal ikke betale raske mennesker for at gå og hygge sig på tidlig pension Igen og igen henvises der i debatten til den golfspillende tandlæge, der fiser den af på efterløn. Vi får at vide, at de fleste efterlønsmodtagere akkurat lige så godt kunne blive på arbejdsmarkedet. Men virkeligheden er en anden. Hvem er efterlønnerne?Ekstra Bladet dokumenterede i foråret, at ud af 136.000 efterlønnere er de 65 tandlæger, 47 er læger, 228 er arkitekter og 220 er jurister. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er 83 procent af efterlønnerne enten fagligt uddannede eller ufaglærte. Kun 2 procent har en lang videregående uddannelse. Det er med andre ord ikke de højtuddannede, der bruger efterlønnen. Det er hovedsageligt sosu'erne, håndværkerne og fabriksarbejderne. Grupper som for manges vedkommende har været på arbejdsmarkedet, siden de var 17-18 år, og som har haft et fysisk hårdt arbejdsliv. Hvordan er efterlønnernes helbred? I statsministerens nytårstale sagde han, at "(...) efterlønnere er stort set ligesom alle os andre." Statministeren påstod, at "(...) langt de fleste på efterløn er hverken mere eller mindre syge end deres jævnaldrende på arbejdsmarkedet". Det er imidlertid ikke korrekt. I marts 2010 udgav Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd en rapport om dødelighed blandt efterlønsmodtagere. Resultaterne viser helt klart, at efterlønsmodtagere har en dårligere helbredstilstand end de, der fortsætter i beskæftigelse. Og forleden kom en ny rapport som viste, at efterlønnere i gennemsnit lever to år kortere end dem, der bliver på arbejdsmarkedet. Og at folk på efterløn har 50 procent større risiko for at dø, når de er mellem 60 og 64 år - og 10 procent større risiko for at blive indlagt med kræft og hjertesygdomme. Man kan ærlig talt godt få en smule kvalme, når man hører Lars Løkke Rasmussen, Margrethe Vestager, Lene Espersen eller Anders Samuelsen - der i parentes bemærket alle har lange universitetsuddannelser - fortælle den murer, der har været på arbejdsmarkedet, siden han var 16, at han er en dovenkrop, hvis han forestiller sig at gå på efterløn, når han fylder 62 år. Private opsparinger og ministerpensioner Derudover er lige præcis argumentet om den golfspillende efterlønner temmelig paradoksalt. For en afskaffelse af efterlønnen vil have meget lille betydning for danskerne i toppen af indkomstpyramiden. De fleste i den gruppe har en betragtelig privat pensionsopsparing og vil derfor (uanset om efterlønnen eksisterer eller ej) kunne trække sig tilbage i en tidlig alder, hvis det er det, de ønsker. Pensionsopsparinger i den størrelsesorden har mureren eller hjemmehjælperen bare ikke. Og ministrene selv - ja de har såmænd sikret sig ministerpension, fra de fylder 60 år. Så mens Margrethe Vestager, Lars Løkke og Lene Espersen har travlt med at få lavtuddannede til at arbejde længere, så kan de selv se frem til et velbetalt otium fra starten af 60´erne. Fra arbejdsmarked til sygeseng? Og til sidst: Det er nu et mærkværdigt argument, at vi ikke skal betale raske mennesker for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Drømmer efterlønsmodstanderne virkelig om, at vi skal gå direkte fra arbejdsmarked til sygeseng? Det er da netop god logik, at man kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, inden man er så nedslidt, at man er berettiget til en førtidspension. Der skal som bekendt vældig meget til for at få tildelt sådan en. Efterlønnen giver blandt andet mulighed for at undgå den totale nedslidning. Og det er kun rimeligt. Myte-eftersynet fortsættes i morgen her på bloggen... Hvis du har lyst kan du følge mig på Facebook