Som bekendt valgte et af vores tidligere folketingsmedlemmer forleden at melde sig under Helle Thornings faner. Hvordan styrker man venstrefløjen bedst - skal vi alle sammen blive socialdemokrater? Læs herunder mit svar på det spørgsmål. Indlægget blev bragt i Politiken i dag. /Johanne Er ”Socialdemokratiet Classic” godt nok i dag? Min tidligere partikammerat Pernille Rosenkrantz-Theil har med sit parti-valg stillet et relevant spørgsmål: Hvordan trækker man socialdemokraterne til venstre? Hendes bud er at melde sig under Thorning-Schmidts faner for derfra at grave Socialdemokratiet Classic frem fra fortiden. Umiddelbart kan man spørge, om det socialdemokratiske maskineri sådan lige kan trækkes i modsat retning. Ledelsen har meldt klart ud, at det er Pernille, der har meldt sig ind i Socialdemokraterne – og ikke omvendt. Og pointeret at alle socialdemokrater skal trykke på de ”rigtige” knapper, når f.eks. 24-årsreglen er til afstemning i folketingssalen. Men lad os tage fat i diskussionens kerne: Hvordan styrkes venstrefløjen bedst – skal vi alle sammen blive socialdemokrater? Forudsætningen må være, at SF-ledelsens strategi om at rykke derhen, hvor stemmerne er, udelukkes. Ambitionsniveauet er højere: Der skal flyttes holdninger. Målet er at udvide og forandre vores fælles forestilling om, hvordan man kan skrue et samfund sammen. Netop dét politiske projekt røg ud med badevandet, da socialdemokraterne i 1990’erne tilsluttede sig afgørende højrefløjs-dagsordener, samtidig med at resten af venstrefløjen havde knækket nakken på Sovjets sammenbrud – hvad enten de brød sig om østblokken eller ej. Værkstøjskassen er for lille Jeg drømmer ligesom Pernille om et venstreorienteret Socialdemokrati. Men der er langt fra drøm til virkelighed. Socialdemokraternes støtte til privatisering, 24-årsregel og krig er ikke alene strategiske fejltrin, men bevidste politiske valg. Det samme gælder opbakningen til skattestoppet og accepten af, at skatter er noget, vi skal forsøge at undgå i stedet for et redskab til grundlæggende omfordeling. Partiet har meldt sig ind i den almene konsensus – som selv de Konservative støtter – hvor man siger, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste læs, men i praksis ofte handler anderledes. Og hvor selve præmissen er, at man accepterer en god portion ulighed. Men selv hvis vi fik genoplivet Krønikens glansbillede af det gamle arbejderparti, der stolt kæmper for den skandinaviske velfærdsmodel med den røde fane vajende i vinden, mangler der noget. For da man opgav enhver form for kapitalismekritik, skrumpede den socialdemokratiske værktøjskasse. Redskaberne rækker nu kun til lappeløsninger og småreparationer. Netop problemerne ved den slunkne værktøjsbeholdning er hamrende aktuelle nu, hvor både finans- og klimakrise skriger på svar, der tør gøre op med økonomisk vanetænkning. Finanspakkens blankochecks til bankerne (på skatteborgernes regning) lapper på nyliberalismens problemer her og nu, men stiller ikke spørgsmål til selve konstruktionen – ergo kan systemfejlene vælte verden omkuld igen og igen. Klimakrisen løses ikke gennem to ekstra vindmølleparker om året, hvis ikke hele ideen om kortsigtet vækst for vækstens skyld udfordres. Dem og os Da socialdemokraterne opgav kapitalismekritikken, luntede de med i det nationalkonservative projekt, der har gjort ”de fremmede” til hovedfjenden og har sendt Danmark i krig i Irak og Afghanistan. Tidligere handlede ”dem og os” om, at et mindretal tjener enorme summer på bekostning af flertallet både nationalt og globalt. I dag handler ”dem og os” om kamp mod alle, der befinder sig uden for Danmarks og Vestens ”kristne kulturkreds”. Hermed blev f.eks. 24-årsreglen legitim, hvad end den forebygger tvangsægteskaber eller ej. Helt grundlæggende borgerlige frihedsrettigheder blev skubbet i baggrunden. Helt aktuelt oplever vi f.eks., at socialdemokraterne (desværre!) ikke har sagt klart nej til den såkaldte tuneser-lov. Loven betyder, at borgere kan straffes uden mulighed for at komme for en dommer, og at mennesker kan frihedsberøves på livstid - til trods for at de allerede har udstået deres fængselsstraf. Derudover stemte partiet for den terror-pakke, der i første omgang gjorde det muligt administrativt at udvise borgere uden domstolskontrol. Måske ender socialdemokraterne med at ændre deres ”måske” til et ”nej”, når tuneser-loven kommer til afstemning. Men alene den offentlige overvejelse om at stemme ja er med til at legitimere et opgør med grundlæggende demokratiske rettigheder. Brug for Enhedslisten Partiets udskiftning af omfordeling og systemkritik til fordel for nationalkonservatisme og nyliberalisme light har altså ikke alene skubbet kampen for økonomisk omfordeling i baggrunden, men også sat de borgerlige frihedsrettigheder over styr. Derved er Enhedslisten det eneste parti, der fastholder individets grundlæggende rettigheder som forudsætning for et demokratisk samfund. Hvor bizart det end lyder, vil et folketing uden Enhedslisten altså være et folketing uden forsvar for Det Borgerlige Demokrati - Classic. En styrket venstrefløj i Socialdemokratiet vil være godt for det danske samfund. Derfor håber jeg, at Pernilles projekt lykkes – og jeg er klar til at bakke op gennem konkret politisk samarbejde. Projektet er bare ikke nok. For den skandinaviske velfærdsmodel er ikke længere et tilstrækkeligt svar på den rå liberalisme, der hærger kloden. Og det er dyrkelse af ”danskheden” i en lidt mere venlig udgave end Pia Kjærsgaards heller ikke. Konsensus skal udfordres mere grundlæggende. Her er det værd at overveje, om den socialdemokratiske venstrefløj overhovedet kan byde på konsensusbrud, hvis den er det mest venstreorienterede på Christiansborg. Der er en tendens til, at intern opposition marginaliseres eller rykker proportionelt til højre sammen med resten af flokken, når det snerper til. Og i takt med, at SF overhaler socialdemokraterne højre om, er Enhedslisten den eneste venstrefløj, som socialdemokratiets røde skole kan spille bold med. Jo stærkere Enhedslisten bliver – jo stærkere kan den socialdemokratiske venstrefløj blive. Enhedslisten peger på Helle Thorning som statsminister ved næste valg. For uanset hvad, åbner en socialdemokratisk ledet regering flere muligheder end den nuværende. Men vi forventer selvfølgelig indflydelse for mandaterne. Og en stærk venstrefløj uden for Socialdemokratiet er en forudsætning for, at partiet udfordres til at trække til venstre. Socialdemokratiet Classic er ikke nok.