Er vi blevet fuldstændig kolde over for menneskeligt afsavn, når de mennesker, det handler om, hedder Abdellah og Zainab? Det spørgsmål må man stille sig selv, efter at Politiken søndag bragte en historie om Abdellah og Zainab og deres to børn – Malak på syv og Sara på to år. Parret har været gift i ti år, og børnene har levet i Danmark, siden de blev født. Men alligevel har flygtningenævnet nu besluttet at tvangsudvise parret til hver deres land: faren til Vestbredden og moren til Irak. Som resultatet heraf skal børnene altså enten skilles fra mor eller far. Kan vi virkelig leve med en lovgivning, der gør den slags muligt? Hvordan kan man være så hjerteløs, at man vil splitte en familie ad? Kan vi som samfund acceptere at voksne bliver frarøvet deres ægtefælle, og at børn bliver frarøvet deres forældre? Er Birthe Rønn og Anders Fogh virkelig kommet så langt ud i kampen for en stadig strammere udlændingepolitik, at almindelig menneskelighed og anstændighed helt er sat ud af kraft? Helt almindelig moral og medmenneskelighed bør være nok til, at regeringen straks sikrer sig, at ingen familier bliver splittet. I den konkrete sag kan moderen ikke bo på Vestbredden, fordi hun ikke kan få opholdstilladelse – og da faren er palæstinenser, er det simpelthen for farligt for ham at bo i Irak. Det er altså ikke muligt for dem at leve sammen i de lande, de er flygtet fra, og derfor skal de og deres børn naturligvis have opholdstilladelse i Danmark. Det skal i parentes bemærkes, at det er fuldstændig vanvittigt, at Danmark overhovedet sender mennesker til henholdsvis Irak og Vestbredden. Og hvis almindelig moral ikke er noget, regeringen bekymrer sig om, må udvisningerne under alle omstændigheder stoppes af hensyn til Danmarks internationale forpligtelser. Som Red Barnet slår fast, er udvisningerne i klar modstrid med menneskerettighedskonventionernes beskyttelse af retten til familieliv og FN’s børnekonvention. Jeg har indkaldt Birthe Rønn Hornbech i åbent samråd om sagen. Ministeren skal redegøre for sin holdning til sagen – og til hvorvidt Danmark respekterer børnekonventionen. Sagen er yderst principiel. For det er ikke første gang, en familie bliver tvangssplittet og sendt til hver deres del af verden. Det må alle anstændige kræfter kunne blive enige om at stoppe. Regeringen kalder sin udlændingepolitik ”fast og fair”. Det er ærlig talt langt fra sandheden – for det er absolut ikke fair at sende mor til Irak og far til Vestbredden.