Næste uge skal det østrigske monster for retten. Ja, ham der spærrede sin datter inde i kælderen og fik børn med hende. Det er en helt igennem forfærdelig sag, der desværre også har udviklet sig til en presseetisk skandale af europæiske dimensioner. Lad os lige repetere hovedpunkterne i sagen om Josef F. – årgang 1935 – fra den østrigske by Amstetten. Han holdt i 24 år sin datter indespærret i kælderen i det hus, hvor han selv boede med sin kone. I kælderen voldtog Josef F. regelmæssigt datteren, der i årenes løb fødte hele syv børn. Det ene – en tvilling – døde, mens resten voksede op i kælderen, som kun Josef F. kunne låse sig ind i og ud af. I vinteren 2008 blev et af de indespærrede børn, en datter, bragt på hospitalet med vitaminmangel. Hun smuglede et brev fra moderen ud og gav det til sygehuspersonalet, der slog alarm. Sagen kom offentligt frem 28. april 2008, og østrigsk politi overtrådte straks loven ved at offentliggøre både mandens fulde navn og et billede af ham. I Østrig må politiet offentliggøre navn og billede af en eftersøgt, mens eftersøgningen står på. Ellers ikke. Men Josef F. var anholdt, da politi og anklagemyndighed indkaldte til pressemøde. »Politiet burde fra starten have tilbageholdt både mandens navn og billede«, siger Astrid Zimmermann, leder af en arbejdsgruppe, der skal genoprette et østrigsk pressenævn. »For det første har myndighederne ifølge loven pligt til at beskytte gerningsmanden, og for det andet pligt til at beskytte ofrene. Nu har Østrig ingen pressenævn i øjeblikket. Men det nedlagte arbejdede som pressenævn i de fleste andre europæiske lande med tilsvarende regler om at beskytte både gerningsmænd og ofre. De er naturligvis også med i forslaget til et nyt østrigsk pressenævn«. »Gerningsmænds navne holdes tilbage af hensyn til deres resocialisering. Nu kan man jo indvende, at det ikke kommer på tale her. Josef F. kommer ikke ud af fængslet igen. Til gengæld har først politiets og så mediernes overtrædelse af alle presseetiske retningslinjer gjort ofrene ubodelig skade«. Astrid Zimmermann henviser til, at det østrigske ugeblad News offentliggjorde billeder af Josef F.’s familie – både børn og voksne. Bladet offentliggjorde også en stor del af politiets materiale, hvoraf hans detaljerede tilståelse udgør en væsentlig del. Materialet er senere offentliggjort i andre europæiske lande. Nogle østrigske medier – dog ikke landets dominerende radio-tv-selskab ORF – overholdt de etiske regler og nøjedes med at kalde ham Josef F. »Men de var under kolossalt pres, for alle seere kunne jo bare slå over på tyske kanaler, der sandelig ikke holdt sig tilbage. De holdt noget tilbage, som alle østrigere vidste«, siger Astrid Zimmermann. Her kommer det europæiske perspektiv ind i sagen. Ser man på de presseetiske regler i Tyskland, Norge, Sverige, Danmark, Storbritannien, Schweiz og Holland, er der ingen tvivl. Europæiske medier må – med undtagelse af Italien – hverken offentliggøre fuldt navn eller billede af gerningsmanden og ofrene. I flere lande må man heller ikke citere fra anklageskriftet. Men sagen Josef F. fik fuld skrue i hele Europa i ugevis. Professor Horst Pöttker, der underviser i journalistik på universitetet i Dortmund i Tyskland, ser sagen som bevis på, at der er brug for et europæisk pressenævn. »Nyheder rejser meget hurtigt. Det så I jo i Danmark under krisen om Muhammedtegningerne, og det ser vi under denne tragiske østrigske sag. Men medierne regner med, at de uden sanktioner kan overtræde alle etiske regler, når blot sagen foregår uden for deres egne landegrænser. Ofrene i sagen om Josef F. er her magtesløse. De burde kunne henvende sig et sted, der på europæiske plan kan behandle sager, der udvikler sig på tværs af landegrænser«. »Vi har allerede en europæiske menneskerettighedsdomstol. Hvorfor så ikke også et europæisk pressenævn?«. På Politiken slog jeg fra starten til lyd for, at vi skal følge reglerne for ’Politikens journalistik og etik’ og undlade at bringe navn og billede af Josef F. Det er desværre ikke lykkedes helt. Mine kolleger stiller samme spørgsmål som seriøse østrigske medier: Hvorfor holde noget tilbage, læserne allerede ved? For det første skal vi som en kvalitetsavis lægge en standard, hvor offentlig interesse ikke er lig med nyfigenhed. Sagen Josef F. kan beskrives detaljeret nok uden navn og billede af gerningsmanden eller ofrene. Vi skal kun bringe navn og billede, når det er af væsentlig offentlig interesse. For det andet: Hvem skal sætte standarden – Bild, News, SE og HØR, Sun? For det tredje skal vi ikke overtræde regler, blot fordi andre gør det. Det er ikke et sundt retsprincip. Sagen kommer som nævnt for retten den kommende uge. Anklagemyndigheden indstiller at sagen mest behandles for lukkede døre. Ingen af ofrene skal vidne, men muligvis bliver anklageskriftet læst op for åbne døre. Det kommer næppe til at gå stille af i spalterne. Ofrene har anlagt erstatningssag mod flere østrigske medier. Astrid Zimmermann regner med, at de vinder de fleste »og forhåbentlig får samlet sig en lille formue sammen, for Josef F. ejede ikke noget af betydning«. »Men det bliver utroligt vanskeligt for dem at få sig en fredelig tilværelse. Deres navne er kendt ud i de fjerneste hjørner af Europa, og så nemt er det altså heller ikke at få en ny identitet«. Under alle omstændigheder er sagen et presseetiske lærestykke i, hvor nationalt de presseetiske principper overholdes. Store del af europæisk presse skulle skamme sig, skulle den.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Nationen betaler nu prisen for Løkkes egoisme
-
Man skal være fatsvag for ikke at gennemskue Løkkes forsøg på at undersøge, om en midterregering kan blive en realitet igen
-
Trump glemte at fortælle, at Saudi-Arabien satte en kæp i hjulet
-
Elisabet Svane: I udgangspunktet er Troels Lund Poulsens mandat umuligt
-
Han har det hele: Smuk kæreste, karriere, herskabslejlighed. Men han er også en lille smule psykopat
-
Kongerunde nummer to: Presset stiger på Messerschmidt
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Man skal være fatsvag for ikke at gennemskue Løkkes forsøg på at undersøge, om en midterregering kan blive en realitet igen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























