På mandag begynder et nyt hold praktikanter på Politiken. Velkommen til Signe Grejsen Nissen, Daniel Bennetsen, Jonatan Lykke-Olesen, Mikkel Vuorela, Maj Susanne Junker, Jakob Sheikh og Astrid Dalum (foto). Politiken er også et uddannelsessted, og på redaktionen har vi ikke blot unge journalist- og fotografstuderende, men også kommende nyhedsgrafikere og layoutere. I alt i øjeblikket 25, hvad der er knap 10 procent af det samlede antal redaktionelle medarbejdere. Journalistpraktikanterne kommer fra Journalisthøjskolen, der nu kalder sig Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Syddansk Universitet og Roskilde Universitet. De tre institutioner har forskellige studieforløb, så de unge fra Journalisthøjskolen er 18 måneder i praktik, mens de universitetsstuderende skal være her 12 måneder. Politiken populært praktiksted Journalistik er stadig en uhyre populær uddannelse, og de tre institutioner får mere end tre gange så mange ansøgere, som de har plads til. Politiken er i øjeblikket landets mest søgte praktiksted. Vi fik 66 ansøgere til de syv pladser. Naturligvis er faget populært. Jeg begyndte som journalistelev 1. juli 1967 og har ikke fortrudt det en eneste dag, selv om jeg efter gymnasiet først studerede et par år og havde helt andre fremtidsplaner. Journalistik er fantastisk. Vi journalister kommer der, hvor ingen andre må eller vil være, vi møder bumser og præsidenter, vi kan vælte ministre, og vi kan gøre ukendte talenter til verdensstjerner. De, kære læser, kan ikke umiddelbart se, hvem der er praktikant. Praktikanterne indgår i redaktionen på lige fod med os andre. De skriver reportager, nyheder, baggrund, interview og noter, og deres artikler er ikke forsynet med et særligt mærke om, at de er skrevet af unge journalister under uddannelse. Eneste forskel er, at vi kun undtagelsesvis bringer et foto som del af den såkaldte byline, når artiklen er skrevet af en praktikant. Læsere bemærker af og til i klager til mig, at »han er da vist meget grøn, ham der har skrevet det«. Det sker, klagerne rammer plet. Men i det store og hele laver praktikanter ikke flere fejl end erfarne journalister. Sjusk har ikke noget med alder at gøre. God start på karrieren De syv, der begynder her på mandag, har naturligvis store forventninger. Politiken er et af flagskibene i dansk presse, og et vellykket praktikantophold her er en god start på den videre karriere. Men de kommer ind i en omskiftelig medieverden. De færreste af dem vil ende som journalister på en trykt avis. Vi avisjournalister er en truet race, så de fleste vil fortsætte på elektroniske medier eller som informationsmedarbejdere. Nogle af de nye praktikanter håber senere at blive ansat på Politiken, og vi har faktisk en del tidligere praktikanter i staben. Blandt de yngre kan jeg for eksempel nævne Marie Hjortdal, Line Prasz, Morten Skjoldager og Anders Legarth Schmidt. Line Prasz, der er uddannet på RUC, var i praktik på Politiken 2003-04 og blev fastansat 1. august 2005. Hun siger, »at Politiken er et godt praktiksted, hvor alle er indstillet på at lære fra sig«. »Man får virkelig støtte, samtidig med at man får lov at arbejde meget mere selvstændigt end på de fleste andre medier. Jeg var knap begyndt som praktikant, før jeg blev sendt 14 dage til Indien. Når jeg var sammen med praktikanter fra andre medier, fortalte de, at nu fik de lov at skrive en artikel med en trespaltet overskrift mod kun tospaltede i begyndelsen«. Mere sprog, tak De fleste af de praktikanter, jeg selv har arbejdet sammen med, har været engagerede og villige til at lære. De tre uddannelsesinstitutioner kæmper naturligvis for at gøre netop deres studerende de bedst kvalificerede, men efter min erfaring er der ikke forskel på praktikanter fra henholdsvis Syddansk, RUC og ’højskolen’. Folkeskolen og gymnasiet lader dem noget i stikken med hensyn til en bred paratviden, der er en stor fordel for journalister. Den er gal med geografien, den er gal med de allervigtigste årstal, og dansklærerne er også blevet for tolerante over for upræcist og sjusket sprog. Hvis jeg skulle bestemme over deres uddannelsesforløb, ville jeg også gøre mere ved fremmedsprog. De fleste kan kun engelsk, og det er alt for lidt. På lige fod - næsten Men de møder alle velmotiverede og med det nødvendige elementære kendskab til research og skriveteknik. Praktikanterne roterer på Politiken og politiken.dk for at lære flere stofområder og arbejdsmetoder at kende. Snart skriver de om sport, snart om kultur og snart om politik. Enkelte når endda at være nogle måneder på EU-redaktionen i Bruxelles. På politiken.dk lærer de at rubbe neglene, mens de på Politiken får lejlighed til at gå i dybden. På Politikens redaktion indgår praktikanterne naturligvis i et team, og vi bruger som regel megen tid på at forklare, hvorfor vi gør, som vi gør. De bliver grundigt ’coachet’, som det hedder på nudansk. Men på redaktionsmøderne lyttes der lige så meget til deres ideer som til erfarne reporteres. Samtidig med at De, kære læser, fra næste uge vil møde syv nye navne, må De og vi også sige farvel til syv unge journalister og en ung fotograf: Stine Thomsen, Hans Christian Kromann, Sanne Fahnøe, Ditte-Marie Melvej Andersen Ascanius, Jakob Hvide Beim, Elisabeth Hamerik Schwarz, Jeppe Laursen Brock og Sara Galbiati (foto). Held og lykke.