Servicestof. Journalisterne trækker på skulderen og ønsker det ofte hen, hvor peberet gror. Det tager jo plads. Økonomiafdelingerne rundt om i europæiske mediehuse vil gerne skære det væk. Hvem leder dog efter biografoversigten i en avis, når den er på internettet? Hvorfor ikke bruge pladsen på god journalistik? Men læserne elsker det. For dem er det praktisk, at morgenavisen også fortæller om valutakurser, radio- og tv-programmer og vejret rundt i verden. Hver gang vi på Politiken ændrer i servicestoffet, får Læsernes Redaktør travlt. Eller næsten hver gang. Vi er netop sluppet nogenlunde fra en større omlægning af børslisterne. Mere om det om lidt. Journalistiske valg er forskellen For hvad betragter vi egentlig som servicestof? Og hvor meget har vi af det? Servicestof er daglige eller regelmæssige lister over for eksempel valutakurser og apotekernes åbningstider. Naturligvis er nyheder og meninger også en slags service for de avislæsende borgere, men servicestof er som hovedregel uberørt af journalisthånd. For mig er forskellen på servicestof og journalistisk materiale, om der er foretaget et journalistisk valg eller ej. Vejrudsigter og radioprogrammer bringer vi uanset indholdet. Statsminister Lars Løkke Rasmussens taler citerer vi efter et journalistisk skøn over udtalelsernes væsentlighed og interesse. Forbrugerstof har også listekarakter, men der er journalistiske valg bag pristjek og ugens vine. Det fylder en del. I en almindelig torsdagsavis er der en ultrakort vejrudsigt på forsiden, en liste over Politikens telefonnumre på side 2, børs- og valutaoversigt under økonomi, resultatlister på sporten, opgaver i skak og bridge samme sted, fødselsdagslisten ’I morgen fylder’ på navnesiderne, biografliste, radio - og tv-program og vejrudsigt. Dertil kan man også lægge diverse krydsord, sudoku og anden hjernegymnastik. Andre dage er der mere udførlige lister. IBYEN er et mylder af servicestof. Vi har sågar en prædikantliste. Umiddelbar brugsværdi Der har været servicestof i aviserne i mange, mange år, fordi det giver læserne en umiddelbar nytte- eller brugsværdi. Som en læser sagde forleden: »Jeg har arbejdet i Norge i mange år og får en norsk pension. Så når jeg alligevel læser avis om morgenen, kan jeg holde øje med kursen på norske kroner«. Næsten alle de serviceoplysninger i Politiken bringer i løbet af ugen, kan også findes på internettet., men i avisen er de stadig samlet og derfor – endnu da – enklere at finde end på nettet. Nogle af serviceoplysningerne kan man også få automatisk på sms, og ingen i Politikens redaktionsledelse tvivler på, at andre – måske nye – medier i fremtiden langsomt vil gøre det klassiske servicestof i aviserne overflødigt. Men Politiken får også stadig ønsker om flere og bedre serviceoplysninger. Læsere i kørestol har flere gange efterlyst oplysninger om adgang for handikappede i bl.a. de restauranter, vi anmelder. Vi hører ofte fra læsere i provinsen. De mener, servicestoffet er for ’køvenhavnsk’ og efterlyser især flere arrangementer på listerne over teater, musik og andre kulturbegivenheder. Umiddelbart lyder det enkelt med oplysninger om handikapadgang. I de fleste tilfælde skal de blot indhentes éen gang for alle. Men hvis vi bringer oplysningerne for restauranter, hvad så med biografer, teatre og sportspladser? Børslisterne blev ændret Og så er vi fremme ved ugens omlægning af børslisterne. Vi har siden 1970’erne haft et godt øje til dem, fordi de fylder meget, og fordi journalister tvivler på, at »folk spilder deres tid på at holde øje med aktiekursen på deres bankaktier«. Men da Politiken 2001 skar dem ned til det halve, brød læserhelvede løs. Der var ikke andet at gøre end at genindføre listerne i fuldt omfang. Så der var en betydelig nervøsitet tirsdag aften, da vi lavede en onsdagsavis med stærkt beskårne børslister. En enkelt chef spøgte endda med, at han ville »tage til Jylland og glemme mobilen«. Mit eget skøn over klagepotentialet, der var baseret på erfaringer fra forbytninger af krydsord, var i størrelsesordenen 200. Redaktionsledelsen havde på forhånd lavet en mindre undersøgelse og vidste, at der i børslisterne var oplysninger, der næsten aldrig blev brugt af læserne. Det er forhåbentlig lykkedes at dirigere alle læserhenvendelser videre til Læsernes Redaktør, ellers er følgende tal nemlig ikke rigtigt: Vi fik indtil min deadline i går 19 klager og en rosende mail. Det er færre end over forkert brug af ordet ’hverve’ (vi skrev ’værge’) for et par uger siden og langt under en forkert svenskerkonge i en boganmeldelse for et par måneder siden. De fleste klagere var utilfredse med, at listerne var blevet sværere at læse – mere gnidrede. Det arbejdes der i skrivende stund på at få rettet op på, for det var nemlig ikke hensigten. Vi skifter også lidt ud, så der er plads til efterspurgte papirer. En enkelt skrev sarkastisk, at »I sælger en forringelse som en forbedring«. Læseren har ret i, at der er færre papirer nævnt i børslisterne. Det kan man godt kalde en forringelse. Men vi har bestræbt os på at fjerne oplysninger, ingen interesserede sig for, og i stedet bruge pladsen til mere journalistik om økonomi. Intentionen er helt klart en forbedring, og sådan vil ændringen også opleves af det helt overvældende flertal af læserne. Jeg kan tilføje, at omlægningen koster Politiken penge. Børslisterne, som vi køber færdige fra Ritzaus Medieservice, koster det samme som hidtil. Den frigjorte plads bruges til journalistiske artikler, der er dyrere end listerne. Under nulpunktet Vi får hver uge et par klager over servicestoffet. Det kan være forkerte temperaturer i Grønland. Vi havde en dag en grønlandsk nattetemperatur under det absolutte nulpunkt på 273 grader. Det kan også være oversættelse af svenske titler på tv-programmer. Så vi bliver ustandseligt mindet om, at servicestoffet læses flittigt. »Jo, jeg har da internet«, sagde en af dem, der klagede over de beskårne børslister. »Jeg bruger også nettet hver dag, men når man er vant til hurtigt at få oplysningerne i Politiken, gør man da det«.