FORSØGTE EN 28-årig mand af somalisk afstamning forleden at slå tegneren Kurt Westergaard ihjel? Det mener politiet, og det er også det klare indtryk, man har fået ved at læse vores avis. Manden sidder fængslet for drabsforsøg, men nægter sig skyldig. Vi beskrev de dramatiske hændelser og konsekvenserne af dem hele ugen igennem, og jeg ville ikke være min revserstilling voksen, hvis jeg ikke indrømmede, at vi gjorde det med vekslende held. Det er ikke, fordi læsere i stort tal har klaget - jeg har i løbet af ugen brugt mere tid på Køge kommunes grundskyldspromille end på sagen fra Viby. Faktisk er der kun kommet to henvendelser om vores dækning af Kurt Westergaard-sagen, men begge klagere har fat i noget relevant. Den ene påpeger, at det er rent gætværk, når vi skriver, at den 28-årige forsøgte at slå bladtegneren ihjel. Det er der kun én person, der kan vide noget om, og det er manden selv, mener læseren. »Når nu Politiken i andre tilfælde er så nidkær med juridiske formalia (...), ville det klæde jer også her at holde jer til fakta«, skriver han. Den anden klager vil bare lige høre, om vi er blevet vanvittige, siden vi kunne skrive, at tegneren blev overfaldet med en økse. FØRSTE KLAGE: Læseren har ret. Det er først, når en domstol til sin tid har taget stilling, at vi ved, om manden var ude på at slå tegneren ihjel. Sådan er juraen. Men hvad med journalistikken? Skal vi lade være med at skrive, at han forsøgte at slå tegneren ihjel? Det mener jeg, at vi skal, selv om det virker sandsynligt, at det var, hvad manden havde i tankerne. Overordentlig sandsynligt, endda. Men vi bør ikke konstatere som et faktum, at det var hans hensigt, for det kan vi ikke vide. Næste klage: Kan man sige, at tegneren blev overfaldet med en økse? Det mener jeg ikke, at der er den ringeste tvivl om. Manden kom ganske vist ikke i fysisk kontakt med tegneren, men det skyldtes udelukkende, at tegnerens badeværelsesdør - yderst fornuftigt - er langt mere solid end den danske standardbadeværelsesdør. Så et overfald var det. Hvis man sætter vores beskrivelser af episoden ugen igennem op på en skala, spænder den vidt. I den ene ende skrev vi om et »drabsforsøg på tegner« og at han »blev overfaldet med en økse af en vanvittig fundamentalist«, og ovre i den anden ende af skalaen formulerede vi det i en ledende artikel sådan, at manden »kom uhyggelig tæt på at kunne myrde« Kurt Westergaard. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg bedst kan lide den sidste formulering, og at jeg ikke bryder mig om den første. Og ' vanvittig fundamentalist' - det er måske lige frisk nok, selv om den betegnelse blev brugt i en anmeldelse, hvor vi har et større sprogligt frirum. Det duer derimod slet ikke, at vi på et tidspunkt i en underoverskrift omtalte manden som »den drabssigtede«. Der er lykkeligvis ikke sket noget drab. Vi forsøgte heldigvis at finde ud af, om manden rent faktisk er en vanvittig fundamentalist, for en meget stor del af vores dækning tog sit udgangspunkt langt væk fra rækkehuset Viby - i Somalia og i Kenya, hvor den 28-årige muligvis har kontakter i kredse, der har ondt i sinde. DET ER PINLIGT at måtte indrømme det, men for få år tilbage var det sådan, at vi for ofte trådte vande, når en historie havde udløbere til andre lande. Bare at skulle ringe til Flensborg eller Malmø for at researche til en artikel betød, at man skulle overskride en mental barriere. Det forekom sært uoverkommeligt - kunne det virkelig være meningen, at man skulle ringe helt til udlandet? Når man endelig fik taget sig sammen, kunne de sære udenlandske ringetoner næsten virke skræmmende, husker jeg. Selvfølgelig er der som regel en sprogbarriere, når man får fat i udenlandske kilder, og det kan også være svært at gennemskue, hvilke myndigheder eller organisationer, man eventuelt skal tale med. Omvendt er der også fordele ved at bedrive research i udlandet. Uden at kunne fremlægge bevis vil jeg for eksempel mene, at det efterhånden er nemmere at ringe op og komme til at tale med en udenlandsk minister end med en dansk. HELDIGVIS ER vi ved at finde ud af, at verden bliver mindre, og det bar vores dækning af Kurt Westergaard-sagen præg af lige fra begyndelsen, hvor vi huskede at se på de internationale aspekter. Selv om vi brugte meget krudt på at forske i den afrikanske side af sagen, huskede vi også at tage ud på den sigtedes danske adresse for at forsøge at tegne en pro-fil af ham. Vi talte selvfølgelig også med Kurt Westergaard selv og spurgte, om han ikke havde svigtet sit barnebarn ved at lade hende være alene med øksemanden, vi undersøgte om PET havde svigtet Kurt Westergaard ved at lade ham være alene, og vi nævnte den mulighed, at Danmark svigtede Kenya ved at skaffe den 28-årige mand ud af landet, da han i sin tid havde haft svært ved få lov at rejse. JEG MENER i øvrigt, at det er helt berettiget at omtale den sigtede som ' øksemanden'. Man er ikke en øksemand, når man slentrer ud af Silvan efter at have købt sådan et stykke isenkram, men når man banker løs med sin økse på en dør i en anden mands hus og senere bruger den til at smadre ruden i en politibil med og ligefrem kaster den efter en betjent, sådan som det ifølge politiet er sket, så er man øksemand. Om øksemanden gjorde sig skyldig i et drabsforsøg - det må retten afgøre. Skal vi lade være med at skrive, at han forsøgte at slå tegneren ihjel? Det mener jeg, at vi skal.