HOV, HVORDAN var det nu det gik med klimaet? Her tænker jeg ikke på de trafikale og andre trakasserier, som sneen i disse uger skaber rundt om i riget. Der er vejret, som vi dagligt knurrer over, og så der er klimapolitikken, det langsigtede, seje træk, der handler om bæredygtighed i livsstil, produktion og miljø. På mere end to måneders afstand af klimatopmødet, der havde FN-kodebetegnelsen COP15, må det være på sin plads for Læsernes vikarierende Redaktør at kaste lys på avisens håndtering af en begivenhed, der fyldte så meget i København, at den utvivlsomt fjernede noget af den julestemning, som mange i december gik og varmede op til. Danmark stod som værtsnation tilbage med et noget forpjusket resultat, da krudtrøgen havde lagt sig i Bella Center og Barack Obama, Lula de Silva, Wen Jiabao og Manmohan Singh var rejst i hver sin retning, uden at statsminister Lars Løkke Rasmussen havde fået den bindende aftale, han havde ønsket sig. Der stod ’fiasko’ skrevet med flammeskrift hen over FN-flagene, da gæsterne var rejst hjem, men man kan jo vælge at se satsningen som en slags ’valgkampbidrag’ for at få sendt Connie Hedegaard til Bruxelles. Vi må håbe, at hun er alle pengene værd. Her på avisen satsede redaktionerne massivt på at komme grundigt omkring emnerne. Artikelstatistikken taler sit eget tydelige sprog: I november indgik ordet ’klima’ i 383 artikler. For december nåede tallet op på 633. I januar var det blevet grå hverdag igen med ’klima’ i kun 194 artikler. Næppe overraskende. Den helt store journalistiske udfordring fremover bliver at løfte dækningen af de klima- og miljørelaterede emner på de felter, hvor det ikke længere skal bruges som barometer for statsministerens klimaministerens og klimakommissærens popularitet og evner til at skabe resultater i FN-systemet. Martin Aagaard var klimaredaktør (dvs. fagmedarbejder) i tiden op til COP15. Nu er han en del af avisens internationale redaktion, og her skal han i tæt samarbejde med to kolleger holde snuden i sporet på den fortsatte udvikling i dansk og international klimapolitik. »Vi måtte nødvendigvis se topmødet gennem de nationale briller og dermed som en præstationsmåling for især statsministeren og klimaministeren. Da det hele sluttede, var det blevet klart for alle, at verden var forandret. EU og USA kan ikke længere dominere den internationale dagsorden. Der er en global magtbalance, der har flyttet sig, og det var lærerigt,« konkluderer han i dag. 'KLIMAFIASKOEN' VAR som erkendelse nødvendig, så både politikere og medier kan skifte spor. Udfordringen består nu i at bringe klimaproblematikken derhen, hvor den handler om danskernes levevis herunder husholdningsbudgetter, opvarmning og transportformer. Klimastoffet skal gøres folkeligt, så det ikke forbliver i den enklave for aktivister og moderne erhvervsfolk, som er den nye, ideologisk grønne ’akse’ i debatten. En af de mest interessante danske nyheder i relation til klima- og miljøpolitikken stod på forsiden af avisens nye sektion Økonomi 17. februar: De to store konkurrenter Danisco og Novozymes er klar med enzymer, der skal gøre benzin miljøvenligt. Inden for et døgns tid præsenterede de to virksomheder enzymer, der kan forvandle affald fra bl.a. majs og hvede til miljørigtigt brændstof uden som hidtil at bruge den spiselige del af planterne. Dermed har virksomhederne markeret sig som nummer et og to i en branche, der ikke blot har miljø- og klimaaktivisternes bevågenhed, men også har en global værdi af mange milliarder kroner, hed det i Økonomi. Erstat ordet ’aktivister’ i den forudgående sætning med ’ministerierne’, og det vil stadig give mening. KAN VI OGSÅ forvente, at debatten om klima og miljø skifter spor? På sin blog på politiken.dk skrev debattøren og forfatteren Rune Engelbreth Larsen 10. februar med henvisning til oplysninger fra Folketingets Finansudvalg, at lektor og statistiker Bjørn Lomborg i perioden 2002-2012 har modtaget ikke mindre end 138 millioner kroner fra staten. Midlerne er gået til det nu nedlagte Institut for Miljøvurdering, og Lomborgs andet ’beskyttede værksted’ (Engelbreths udtryk) Copenhagen Consensus Center. På den baggrund må jeg kun håbe, at debatredaktionen her på stedet ikke sender Lomborg en honorarcheck, næste gang han skriver en klumme i avisen. Han er jo betalt mange år frem for at levere sine meninger om klima og miljø. Jo, han kan stadig noget, Lomborg. 59 gange i de seks forgangne måneder optræder hans navn i artikeldatabasens registrering af Politikens artikler, de syv af gangene som forfatter til kommentarer og læserindlæg. Vi bør overveje at titulere Bjørn Lomborg ’klimahistoriker’, for han ser meget bagud. Min pointe er, at klimajournalistikken og -debatten allerede har passeret et vadested. Når klimarelaterede satsninger bliver kommercielt interessante, som i det nævnte tilfælde med Danisco og Novozymes, så ændrer præmisserne sig fundamentalt. Nu handler det om vækst og arbejdspladser i den nye økonomi og ikke om, hvorvidt Klimapanelet ramte 20 kilometer ved siden af i sine beregninger. Fremtidens fokus er at se de erhvervsrelevante vinkler i klimatemaerne. Økonomi-tillægget er i denne sammenhæng en gave fra himlen. Som en af vore kernelæsere udbrød i en samtale med nærværende signatur: »Når Politiken satser så stærkt på erhvervsstoffet, så er det sandelig blevet nye tider for avisen«.