Tidsånden er ikke sådan at styre. Især ikke når det gælder Adam og Evas nøgne kroppe. For slet ikke at tale om deres børn. Pendulet har altid svinget. Kvinder, mænd og børn uden en trevl på kroppen har optrådt med skiftende mellemrum gennem historien i kunstmalerier. Uden at det vakte forargelse. I andre perioder forsvandt de fra malerkunsten, fordi tiden ikke var til blottede kønsdele. I kølvandet på ungdomsoprøret i slutningen af 1960’erne blev nøgenhed opfattet som naturligt. Hvad enten det var på stranden eller på sommerlejre. Det kunne næsten ikke blive naturligt nok. Folk blev opfattet som bornerte, hvis de rynkede på panden ad voksne og børn, der badede nøgne på en strand. Men tidsånden har ændret sig. Traditionelle moralske værdier vinder igen indpas. Og det endda selv hos frisindets højborg: ølejrene. Som da den traditionsrige Drejø Ølejr efter en debat for få år siden besluttede at forbyde nøgenhed omkring køkkenteltet – hvilket skabte presseomtale. Folk er dog især på vagt over for børns nøgenhed. Hvilket ikke kan undre, da der findes meget børneporno på nettet, og at der er stor medieomtale, når politiet afslører grupper af pædofile, der udveksler børnepornografiske billeder og film. Den afskyelige udnyttelse af børn har åbenbart været med til at flytte folks opfattelse af, hvad der er anstødeligt i fotografier, der ikke er børnepornografiske. I hvert fald blev Politiken ramt af en større læserstorm, da avisen lørdag 6. oktober på forsiden af kultursektionen trykte et stort billede af to små piger, der legede. Klara og Edda dansede mavedans på køkkengulvet, og Klara dansede ind over Edda, der lå på gulvet og grinede. Men det skabte debat, at Edda var nøgen og lå med spredte ben. Fotografiet illustrerede en artikel om en britisk diskussion om censur og selvcensur i kunsten, fordi et britisk kunstmuseum bad politiet om at beslaglægge fotografiet fra museets fotoudstilling af Nan Goldin. Den amerikanske fotograf har netop skabt sin karriere på at fotografere familie og venner i intime, private situationer. Når de tog stoffer, havde sex, skændtes og sloges. Selv da en veninde var ved at dø af aids. I den sammenhæng kan fotografiet af de to legende børn virke uskyldigt. Men sådan opfattede en del læsere det ikke. Flere opsagde abonnementet. Enkelte mente endda, at Politiken burde politianmeldes for at viderebringe børneporno. »Det er fuldstændig ligegyldigt, i hvilken kontekst og hvilke omgivelser hun er vist – hendes grænser er overskredet, og alle pædofile vil savle over billedet! Hun er et barn, og derfor bør vi som voksne sørge for, at hendes grænser ikke bliver overskredet«, som en læser udtrykte det. Eller som en anden læser formulerede det: »Havde jeg ønsket at se billeder som ovennævnte, kunne jeg vel bare have købt B.T. eller Ekstra Bladet og fået min hunger efter gru og grænseoverskridende visuel oplevelse tilfredsstillet«. Andre betragtede ikke billedet som pornografisk, men var bekymrede for, at et intimt billede blev vist offentligt. Internt skabte billedet også debat. På avisens interne skriftlige efterkritik skrev én fra redaktionen, at »nu mangfoldiggør vi billedet, river det ud af sin kontekst og lader det være op til læserne at bruge billedet i den sammenhæng, de hver især har lyst til. Der argumenteres for, at det er en uskyldig leg, der bliver portrætteret. Det er noget sludder. Den uskyldige leg fandt sted i sekundet. Den er slut og ovre«. Kulturredaktør Katrine Nielsen skrev i et svar til de mange læserklager, at »avisen ønsker at fastholde og viderebringe vigtige, principielle debatter – som i dette tilfælde om censur og selvcensur«. Og hun fremhævede, at »billedet ikke er taget i skjul eller under dække af at være til familiealbummet for så at blive offentliggjort. Det er derimod taget af en fotograf, der i årtier har brugt sin familie og sine venner som motiv i sin kunst, og igennem deres liv har skildret almenmenneskelige temaer som kærlighed, dødsangst, livsglæde og uskyld«. Politikens fotochef, Per Folkver, forsvarede også billedet og erklærede, at kritikerne »trækker ræsonnementer fra voksenverdenen ned over børneverdenen. Pigen på billedet er jo bare i fuld gang med en leg – det ville da være unaturligt at give hende tøj på, så voksne mennesker ikke bliver stødt eller kan få nogle ubehagelige associationer. Jeg er så træt af al den bornerthed«. Tidsånden er altid interessant. Men man kan ikke bruge den bevidst til at redigere medier med. Det ville undergrave mediernes publicistiske tradition – og indskrænke ytringsfriheden. Derfor er det nødvendigt at skelne mellem folks personlige grænser og så et medies ansvar og grænser. Ikke nok med at tidsånden hele tiden skifter. Også folks personlige grænser er forskellige. Heldigvis for det. Men hvis et medie skulle redigeres efter disse stemningsskift, ville det ikke opfylde sin funktion i et demokrati, hvor det er mediets opgave at rejse debat om alle spørgsmål – herunder selvcensur i kunstens verden. Men hvad så med det konkrete tilfælde? Der er ikke tale om et børnepornografisk billede. Men om et billede af to legende piger. Samtidig er billedet taget med henblik på offentliggørelse. Så der er ikke en overtrædelse af lovgivning eller generelle presseetiske regler. Altså er det en etisk og moralsk diskussion, som er op til det enkelte medie. Her har Politiken et omfattende regelsæt for etik og journalistik. Men heller ikke her er billedet i modstrid med reglerne. Tværtimod er billedets dokumentationsværdi afgørende. For hvordan skulle man ellers kunne diskutere det britiske kunstmuseums censur? Som da Politiken trykte Jyllands-Postens Muhammedtegninger som dokumentation i debatten om tegningerne. Selv om Politikens chefredaktion kritiserede Jyllands-Posten for oprindelig at trykke tegningerne. Avisen er nødt til at kunne trykke genstanden for en offentlig debat. Medmindre der er tale om strafbare tegninger eller fotografier. Ellers er læserne ladt i stikken. På ét punkt kan opsætningen dog undre. Fotografiet er blæst op som blikfang på kulturforsiden. Ikke kun som dokumentation. Det sender et signal om at ville provokere. Frem for at diskutere.