Et spinkelt håb tændes for netdebatten

Lyt til artiklen

Læserne plejer at bede pænt, men nu er de nærmest begyndt at trygle: »Politikens blogs trækkes rundt ved næsen af en broget skare af landsbytosser, og vi andre, der forsøger at opretholde en seriøs debat, invaderes af de samme tosser. Der er frit slag for at skifte identiteter med lynets hast for ikke at tale om at stjæle andres identiteter og dermed sprede forvirringen«, skrev en vred læser til mig forleden. Jeg er enig: Vi har stolte debattraditioner, men burde skamme os over forholdene på vores netdebat. Der er ingen tvivl om, at vi går glip af fremragende indlæg, fordi niveauet er så lavt. Jeg taler ikke for meningskontrol, men det er helt rimeligt at forlange, at skribenterne holder sig til emnet – og bruger en ordentlig tone. Heldigvis bebuder chefredaktionen, at reglerne bliver strammet, så politiken.dk i hvert fald kender skribenternes navn og adresse og derfor nemmere vil kunne udelukke de få debattører, der ødelægger debatten. Vi har et tal for, hvor mange det drejer sig om: 6 procent. Eller rettere: 6 procent af alle indlæg på netdebatten bliver slettet. Tallet er fra sidste forår og rummer indlæg, der er direkte racistiske eller injurierende – og som andre læsere derfor har klaget over. Indlæg, der bare er vidtløftige, er ikke medregnet. En redigeret netdebat ville være det ideelle, men ville kræve en stor medarbejderstab og dermed være en meget dyr løsning. Så foreløbig må man håbe på, at det hjælper at forlange navn og adresse af folk, der vil deltage i den elektroniske meningsudveksling. De vil ikke længere kunne optræde under mærke, så vi vil forhåbentlig få bedre styr på sagerne. De praktiske detaljer er ikke på plads endnu, men efter min mening ville det være en fordel, hvis man skulle logge ind, så det også bliver umuligt at stjæle andres identitet. Med lidt held er det snart slut med debatter som den følgende. Det er et autentisk og uredigeret eksempel på nogle af reaktionerne på min blog på nettet, da jeg i marts skrev om vores uheldige håndtering af et læserbrev, der uden nogen dokumentation beskyldte Københavns Politi for at have set passivt til, da en ung mand døde. Bemærk, hvordan kun første debattør nogenlunde holder sig til emnet. Derefter går det, som det ofte gør ... Af uffe 14:22 26. MAR Tja B.S. en del fortrækker at beskrive det de mener at have set, andre beskriver det der rent faktisk skete. Men budbringeren skal vel altid stå til ansvar for det skrevne, selvom der rigtigt nok bliver kastet med sten efter brandfolk og falkredere, særlige i indvandreområderne, som overvejende beboes muhamedanere, hvor en del forældre ikke gider at opdrage deres unger til at opføre sig anstændigt. Det værste ved det hele er; at de radikale pladderhumanister forsøger at aflede problemerne med, at vi etniske dansker ikke forstår hvor hårdt disse unge indvandre har det, bla bla bla og så videre.
Af kim petersen 14:25 26. MAR
..og det næste øjeblik ignorerer du en læser der klager over din uberettigede censur...!! .."BRAVO, Schilling"!! Af Frida 14:43 26. MAR Kim du argumneterer nu også mest med skædlsord...måske det er din egen u-saglighed , der ind imellem lader dine indlæg virke mere infame end saglige...! og med din baggrund skulle man jo forvente at du evner en del mere...! med mindre du med tiden bare er blevet en mavesur lille medieludder ! Af ma. 15:06 26. MAR @ Frida Hvilken baggrund referere du til? er det rådgivning for folk med stærkt afvigende adfærd, eller hvad??? Af Egon Carlsen 15:59 26. MAR Prøv og hør, et rigtigt problem. Dit kæledyr er sygt, og du ved ikke, om det er en bagatel, eller noget alvorligt. Men HOW? Er dse efter LUKKETID, ELLER i weekenden?- Hvor er Hjælpen så? Er det en ny- uddannet, eller en ekspert, der kommer? Eller er det bedrwe, at dræbe, sin bedstwe ven? Hvorfor kan enhver, anskaffe sig et dyr, uden ansvar? Hvorfor er der ikke lovpligtig dyre-sygekasse? Danmark 2011? Af FRida 17:02 26. MAR Vær du bare glad Kim, for alt jeg skrev er at jeg har svært ved at tro at du er så dum, som du virker, det modsatte er da værre ! Af kim petersen 16:53 28. MAR Schilling; flot censur.....Sidenfaden would be proud.. ...NOT... Af georg 19:32 29. MAR Et ur, som ikke går, må da være bedre, som et ur, som er gået istå. Et ur, som ikke går, skal måske bare have lidt hjælp. Et lille "klap", måske. Et ur, som er gået istå, kan kun give problemer. NB: Jeg nyder uret´s gang, her er fortiden dukomenteret "Nuet, Livet" altid på min side, og fremtiden "Håbet", altid Slut på eksemplerne. Vil man læse lignende debatter i den trykte avis, er det omme i At Tænke Sig, det foregår. bjarne.schilling@pol.dk

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her