Det blev mødt med skuffelse og hovedrysten, at den slovenske køleskabsgigant Gorenje alligevel ikke havde sit nye RK45GY klar forleden. Da lyset i salen blev dæmpet, og koncernchef Franjo Bobinac gik på scenen for at præsentere sin nyskabelse,, var det, som smed han en balje iskoldt vand ud over forsamlingen: Det var et RK45GX, han viste frem for verdensoffentligheden. Vel bliver der nu plads til hele otte æg i bakken i lågen, og vel har modellen både en nyudviklet osteboks og dæmpet late night snack-belysning, men den med længsel ventede RK45GY – det er GX’eren bestemt ikke. Verden venter videre, og Gorenje-aktien fik et hak nedad på 4 procent efter den skuffende nyhed. Nej, vel? Vi er fuldstændig ligeglade med, hvad producenterne af hårde hvidevarer finder på. Men da it-giganten Apple forleden nylig lancerede en ny telefon, og den viste sig at være en iPhone 4S i stedet for den ventede iPhone 5, udløste det intens dækning i medierne. De meldte om dyb skuffelse og ligefrem en følelse af svigt blandt kunder verden over. Men den triste stemning skiftede hurtigt til sorg, for næste dag havde Apple, hvad man for alvor kan kalde en dårlig nyhed: Topchefen Steve Jobs var død. Præsident Obama udsendte mindeord, den britiske premierminister David Cameron lagde en dybfølt hyldest til Steve Jobs ud på sin officielle hjemmeside, number10.gov.uk, og selv ærkekonkurrenten Microsoft udtrykte dyb anerkendelse af Applechefens kolossale hittepåsomhed gennem årene. I vores avis, både den trykte udgave og på politiken.dk, fyldte nyhederne fra Apple også meget, sådan som de har gjort længe. I løbet af det seneste år har vi alene i papiravisen bragt 153 artikler, hvor Apple optrådte. Det er ikke for meget, efter min mening, men jeg er formentlig også lettere inhabil, eftersom jeg selv bruger indtil flere Apple-produkter. Jeg skal uddybe min inhabilitet senere. Jeg noterede mig med tilfredshed, at vi gav skuffelsen over den nye iPhone en væsentlig mindre dækning end nekrologen over Steve Jobs. Det var ikke bare lederen af det firma, der begyndte i en garage og blev verdens største, målt i børsværdi, som døde. Det var en ildsjæl, hvis største bedrift bestod i at have tvunget en hærskare af ingeniører til at sætte sig i kundernes sted. Hvilket har gjort, at produkterne er til at finde ud af at bruge, og derfor findes overalt. I S-toget sad jeg forleden i en vogn med 12 andre, og jeg kunne se 3, som sad med en iPad,, og 5 med en iPhone. Det er i stigende grad Apple, der sælger os musik, film, bøger – og aviser – over nettet, og som i vid udstrækning kan bestemme, hvem der kan trænge igennem til kulturforbrugerne. En magtfuld gigant, som på den måde ændrer verden og tvinger stribevis af sine konkurrenter til at forsøge at følge med, skal have en intens dækning i medierne. Det er slet ikke til diskussion. Og er der plads – som der altid er på nettet – kan vi for min skyld godt skrive om det, når iPhone 5 til nogens bestyrtelse viser sig at være en 4S. Jeg kan sagtens forstå den stille, men tydeligvis dybe undren, jeg af og til sporer i den svindende gruppe af læsere, som ikke bruger nettet. Langt de fleste mailer til Læsernes Redaktør, men en trofast skare af læsere har aldrig anskaffet sig en computer og ringer i stedet. Formentlig fra en drejeskivetelefon. Jeg ville også kunne forstå, hvis de var rasende over den store Apple-dækning. Men de går stille med dørene. Det er heller ikke nødvendigvis klogt at røbe sit ukendskab til it: Et folketingsmedlem kom galt af sted forleden nylig, da hun oplyste, at hun havde fået udleveret en iPhone, men ikke kunne få det lille æble væk fra skærmen. Det viste sig at være Apples firmalogo på bagsiden af telefonen, hun mente. Inkarnerede Applebrugere – dertil hører det nyvalgte folketingsmedlem tydeligvis ikke – sammenlignes jævnlig med medlemmerne af en sekt. Lidt er der nok om snakken, for de vredeste klager, jeg modtager, får jeg, når vi har skrevet kritisk om Apple. Ikke engang artikler, som kan tages til indtægt for den ene eller den anden part i konflikten i Mellemøsten, fører til så voldsomme reaktioner. Det sker næsten lige så ofte, at jeg får klager, hvis vi har skrevet artikler, der efter læsernes mening har været ukritiske over for Apple. Fælles for tilhængere og kritikere af Apple er, at de tit udsætter journalisterne for en decideret tilsvining, ofte over detaljer, som vil forekomme de fleste ligegyldige. Vi taler om vildt raseri, og det er sket, at jeg har måttet bede om en ordentlig tone. Vi må ikke være sarte, og man er særdeles velkommen til både at finde avisen naragtig og medarbejderne talentløse, men der er også en grænse. Når der væltes en skidtspand ud over navngivne journalister, hvis eneste brøde består i at have skrevet noget, læseren ikke er enig i, er det slut. Jeg er som nævnt inhabil, hvad angår Apple, men lad mig åbent erkende, at jeg nyder brugervenligheden i firmaets produkter – og har gjort det gennem 20 år. Jeg vil også tilstå, at jeg for et par år siden blev så sur på en Windowscomputer, at jeg smadrede den med en hammer. Det må jeg fraråde på det allerkraftigste, men gør man det alligevel, skal man være forberedt på at have det helt ufattelig dejligt bagefter. Vil man klage over denne klummes latterlige leflen for Apple/helt urimelige kritik af Apple, er man selvfølgelig velkommen. Men gerne i en ordentlig tone. bjarne.schilling@pol.dk