Det er de studerende, jeg henviser til i overskriften. Hvis den undersøgelse, som vi bragte for 14 dage siden, står til troende, er landets højere læreanstalter befolket af de elendigste studerende i mands minde. ’Undervisere: Studerende er for dårlige’ hed overskriften øverst på forsiden lørdag 8. oktober, som vi fulgte op på inde i avisen, og på forsiden af debatsektionen bragte vi en række chokerende tal fra den undersøgelse, der lå til grund: 68 procent siger, at »for få studerende forbereder sig til undervisningen«, 49 procent, at »der er mange studerende, som ikke burde gå på universitetet«, 43 procent, at »der stilles i dag lavere faglige krav til de studerende end for 10 år siden«, og 38 procent, at »de studerende er generelt blevet fagligt svagere i de seneste 5-10 år«. Velbekomme. Inde i sektionen bragte vi en lang række af de uddybende kommentarer, deltagerne i undersøgelsen var kommet med. Vi havde også talt med formanden for Danske Studerendes Fællesråd, som gav pengemangel skylden for tingenes tilstand, og med uddannelsesminister Morten Østergaard (R), der vil forsøge at gøre de unge bedre forberedt til studielivet. Men nok så interessant, set fra denne stol, stod der en faktaboks ved siden af alle kommentarerne. Af den fremgik det, at 1.979 personer havde svaret, og at der til sammenligning er 12.467 heltidsstillinger i den gruppe af undervisere, vi interesserede os for: folk med mindst fire års ansættelse i universitetsverdenen, og som tillige mindst har undervist det seneste år. På den baggrund bragte vi denne varedeklaration: »Politiken gør opmærksom på, at undersøgelsen ikke er repræsentativ«. Det er netop problemet, mente nogle få læsere, som klagede. »Tallene er værdiløse. Efter mange siders udlægning og analyser krydret med grove og nedgørende citater om studerende indrømmer Politiken direkte, men diskret, at »undersøgelsen ikke er repræsentativ«. På godt dansk: Man kan ikke bruge den til noget som helst«, skrev en af dem. Jeg er uenig. Jeg mener, at vi generelt konkluderede fair og ordentligt. Tallene er bestemt ikke værdiløse, eftersom de viser en klar tendens. Når vi skriver, at undersøgelsen ikke er statistisk repræsentativ, er det netop, fordi vi har besluttet, at vi ikke vil føre læserne bag lyset. Skulle vi ikke blive enige om, at det ikke er alle medier, som husker at tage forbehold, når de præsenterer resultater? Politiken Research står bag undersøgelserne: Fire specialuddannede medarbejdere, som leverer råmateriale til den journalistiske dækning af alskens emner – dog bliver politiske meningsmålinger foretaget i andet regi. Researchafdelingen er en atypisk størrelse i journalistisk forstand – og ikke for de utålmodige: Arbejdet tager den tid, det tager, og det sker som regel i et samspil med den journalist, der senere skal skrive om sagen. Researchfolkene giver konsekvent redaktionen retningslinjer for, hvad man kan – og især ikke kan – konkludere på baggrund af det talmateriale, som kommer ud af de mange rundspørger. Desuden gælder der et sæt standardregler: Vi skal konkludere forsigtigt og altid deklarere tydeligt. Læserne har krav på at vide, hvordan vi er nået frem til de resultater, vi bringer, og på at kende svarprocenten. Vi skal nævne mulige fejlkilder i selve artiklerne – ikke kun i fodnoter – og vi skal huske at skrive, når der alene er tale om en tendens. Det er også nedfældet i et sæt retningslinjer, som hænger på redaktionen. Man kan begå udmærket journalistik på baggrund af tendenser – blot man er ærlig over for læserne. Hvis vi vil skrive en journalistisk historie om salget af cykler, ringer vi rundt til 5-10 cykelhandlere og skriver en historie på baggrund af deres udtalelser. Hvis de siger, at salget stiger, skriver vi, at cykelsalget ser ud til at stige. Det er sjældent, nogen ser problemer i den metode – formentlig fordi det fremgår helt klart, at der kun tegner sig en tendens. Vi skal selvfølgelig udøve kildekritik: Cykelhandlerne kan have en klar interesse i at sige, at salget går strygende. Dels kan det være pinligt at indrømme, at kunderne ikke gider kigge forbi, dels kan man håbe på en vis reklameeffekt, hvis man siger, at folk køber cykler som gale. På samme måde kan der selvfølgelig være skævheder i en undersøgelse blandt undervisere på de videregående uddannelser. Går man rundt og skumler over studerende, som man skal lære ting, som de burde have fået ind i hovedet i 5. klasse, er man måske mere motiveret for at svare i undersøgelsen, så de unge slamberter kan få en over nakken. Omvendt kan der være lærere, som tænker, at nu skal de prægtige unge mennesker åbenbart igen lægges for had, så nu kan et svar i undersøgelsen være med til at give dem den ros, de fortjener. Det hører bare med til billedet, at der indgik en lang række forskellige emner i undersøgelsen, så der kan være en meget lang række grunde til, at underviserne valgte at svare – eller besluttede at lade være. De grunde kender vi ikke, så dem kan vi ikke beskrive. Men vi skal konsekvent bringe varedeklarationer og være yderst varsomme med at bringe procentsatser, som kan blive fejlopfattet. Kan vi leve op til de krav, ser jeg ingen problemer i at skrive artikler på baggrund af undersøgelserne. For en uge siden bragte vi i øvrigt endnu en måling, som byggede på undersøgelsen. Den konkluderede, at forskere drukner i papirarbejde. Den er der ikke klaget over. bjarne.schilling@pol.dk