Stil samme krav til chefredaktører som til pølsemænd

Lyt til artiklen

DET BLIVER ikke kun støtteordningerne, politikerne skal diskutere, når de snart mødes for at drøfte mediernes forhold. Der kommer også forslag på bordet om at indføre bødestraf for brud på god presseskik. Socialdemokraternes medieordfører og gruppeformand, Mogens Jensen, foreslog i denne uge i Jyllands-Posten, at Pressenævnet får ret til at udstede bøder til medier, der træder alvorligt ved siden af, og han fik støtte fra Venstre, Dansk Folkeparti og Enhedslisten. Mogens Jensen gav som eksempel på en pinlig sag for pressen, at Ekstra Bladet for et par år siden hængte en uskyldig mand ud på sin forside som morder. Og Venstres Ellen Trane Nørby har selv følt, hvordan det er at blive krænket, da B. T. sidste år hævdede, at hun havde fusket sig til boligtilskud i strid med bopælsreglerne for folketingsmedlemmer. Det havde hun ikke - og B. T. fik alvorlig kritik i Pressenævnet - dels for elendig research, dels for selv at have anmeldt hende til myndighederne og dermed have skabt en nyhed, der viste sig at savne ethvert indhold. Det var to grimme sager - ingen tvivl om det. Hvad Politiken angår, har Pressenævnet tre gange inden for de seneste to år pålagt os at bringe kendelser, fordi vi enten har undladt at give plads til et berettiget genmæle eller har overtrådt god presseskik - den seneste kendelse står at læse i dagens avis på side 2 i 1. sektion. Den er vi ikke stolte af. Vi samler bestemt ikke på kritik fra Pressenævnet. Jeg vil dog mene, at vi i alle tre tilfælde gjorde os skyldige i væsentlig mindre forseelser end de to nævnte. INDEN politikerne strammer loven, bør de overveje, om problemet nu også er så stort. Kun en enkelt gang sidste år - i B. T. s sag, som jeg nævnte - udtalte Pressenævnet alvorlig kritik, og i 2010 skete det også kun en enkelt gang. Heller ikke ved domstolene florerer sager mod pressen. Medierne begår ganske vist alt for mange fejl, og jeg afviser bestemt ikke, at nogle få journalister er nogle slamberter. Jeg siger bare, at de meget alvorlige sager heldigvis er sjældne. Desuden er bødestraf et forkert middel at tage i brug. For der er brug for kritisk journalistik, og de blade, der især får kritik for at tage let på presseetikken, kan uden videre betale en bøde. Derimod kan jeg sagtens forestille mig, at mange mindre medier vil skrue ned for den kritiske journalistik. Det er risikofrit at skrive rosende om alt og alle - men det er ikke, hvad læserne fortjener. Det største problem med dansk presse er ikke, at den begår fejl, og at vi journalister og redaktører er så uendelig dårlige til at indrømme og rette fejlene - eller at vi af og til opfører os etisk angribeligt. Det er et større problem, at nogle medier leverer så sjusket, ligegyldig og ukritisk journalistik. Men i stedet for at man trækker bødeblokken frem, vil jeg foreslå, at man bruger de regler, vi allerede har. Der står i medieansvarsloven, at pressen skal følge god presseskik. Der står også, at medierne på eget initiativ skal rette deres fejl: »Berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktionens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår«, hedder det i de presseetiske regler. Så sørg dog for, at det sker! Måtte jeg i den forbindelse foreslå, at politikerne stiller samme krav til landets chefredaktører som til landets pølsemænd: Man skal simpelt hen kunne dokumentere, at man har en velfungerende egenkontrol. Man kunne med jævne mellemrum pålægge chefredaktørerne at gøre rede for, hvordan de har sikret, at deres avis eller radio eller tv-station lever op til lovens krav om at rette fejl omgående og på eget initiativ. DET KOMMER næppe som en kolossal overraskelse, at jeg som Læsernes Redaktør taler for egenkontrol. Jeg kender også det argument, at det bare er et forsøg på at slippe for indblanding udefra. Når den britiske tabloidavis The Sun nu overvejer at ansætte en læserredaktør - man kan i høj grad tvivle på, at en enkelt er nok - er det næppe, fordi avisens hjerte er begyndt at banke varmt for det synspunkt, at pressen skal opføre sig ordentligt. Det er formentlig for at komme lovgivning i forkøbet. Men når det kommer til at opføre sig svinagtigt, er britisk presse altså i særklasse. En læserredaktør - eller anden form for egenkontrol - betyder, at der på redaktionen findes en vandrende påmindelse om, at vi skal opføre os ordentligt. Samtidig sikrer vedkommende, at læserklager behandles, at fejl bliver rettet, og ikke mindst at læsere og kilder kan få mediet i tale. De skal ikke hænge i røret i håbet om at kunne fange en travl chefredaktør. PRESSENÆVNET afsiger som regel fornuftige kendelser, og jeg ville være helt tryg ved at give det øgede beføjelser. Men man kunne begynde med at pålægge Pressenævnet at bruge de muligheder, det allerede har: Det kan sagtens forlange, at en kendelse bringes på en fremtrædende plads. Jeg er helt enig med politikerne i, at medierne ikke skal kunne svine en person til på forsiden og undskylde på side 37. Men allerede i dag kan nævnet pålægge mediet at bringe kendelsen »på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges«. Så forlang det dog. Nævnet kan også tage en sag op på eget initiativ. Man kan diskutere, om det er klogt på den måde at blande anklager-og dommerrollen, men muligheden foreligger i hvert fald. Den har nævnet kun brugt i et enkelt tilfælde: da Se og Hør i 1997 bragte nogle billeder af kronprins Frederik optaget med telelinse, mens han ferierede i Frankrig på privat område. Jeg kunne forestille mig, at nævnets medlemmer gennem deres daglige medieforbrug i de efterfølgende 15 år er faldet over andre emner end kronprinsens ferie, der kunne kalde på en indgriben. Bødestraf for overtrædelse af god presseskik vil sikkert gå rent hjem hos vælgerne. Men efter min bedste overbevisning kan resultatet sagtens blive ringere og ikke bedre journalistik.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her