Lørdag d. 3. marts: Ingen har lyst til at sidde tilbage med sorteper. Hverken i det klassiske kortspil eller i virkelighedens verden. Men i et kortspil er der i det mindste fair regler, der sikrer, at det langt hen ad vejen afhænger af kortenes fordeling, om man ender med sorteper. Men sådan er det ikke i den pulserende omverden. Og slet ikke på Københavns Rådhus. Her har der i adskillige måneder været et besynderligt spil sorteper i gang. Nemlig hvem der skulle have skylden for, at der mangler over en halv milliard kroner i Københavns kommunekasse, fordi Børne- og Ungdomsforvaltningen på Rådhuset brugte mange flere penge, end budgetterne tillod. Ja, egentlig havde de andre deltagere i spillet på forhånd givet sorteper til den tidligere uddannelses- og ungdomsborgmester Per Bregengaard fra Enhedslisten og hans forvaltning. Han var borgmester fra 2002 til udgangen af 2005. En periode hvor overforbruget tog fart. Per Bregengaard accepterede da også det uheldige kort. Han erkendte, at han havde en del af ansvaret. Og sagen fik konsekvenser for toppen af forvaltningen. Så alle var glade. I hvert fald på rådhuset. Alle andre slap for sorteper. Bregengaards afløser SF’eren Bo Asmus Kjeldgaard havde travlt med at erklære, at han var vred over rodet i forvaltningen. Og forargelsen var stor i Borgerrepræsentationen over Bregengaards manglende evne til at styre økonomien. Så spillet om sorteper var faktisk færdigt. Lige ind til Politiken sidste søndag skrev en tophistorie på forsiden under overskriften ’Politikere ignorerede pengekaos’. Her kom det frem, at en stribe af de siddende borgmestre i Københavns Kommune siden 2003 adskillige gange var blevet advaret om, at kommunens Børne- og Ungdomsforvaltning ikke havde styr på økonomien. Advarslerne blev sendt fra kommunens interne revision til kommunens uddannelses- og ungdomsudvalg, revisionsudvalg og økonomiudvalg. Og så tidligt som i november 2003 blev de første advarsler fremlagt for alle politikerne i Borgerrepræsentationen. I udvalgene sad blandt andre de nuværende borgmestre Bo Asmus Kjeldgaard (SF), Jakob Hougaard (S), Martin Geertsen (V), Mogens Lønborg (K) og Mikkel Warming (Enh). Foruden flere nuværende gruppeformænd på Rådhuset. Altså burde der være adskillige sorteperkort i spillet. Ét kort var ikke nok. Men flere politikere mente, at der kun måtte være brug for yderligere et sorteperkort. Og nej, det gik ikke til en af dem, der modtog advarslerne om den kaotiske økonomi. Men til kommunens egen revision, som de seneste fire år har advaret om problemerne. Er De forvirret? Det ville i hvert fald være forståeligt. Men her er et lille udpluk af politikerkommentarer til Politiken, som skulle forklare, hvorfor sorteper pludselig skulle gives videre til revisionen. »Men jeg var ikke klar over, hvor omfattende det var, og det mener jeg, revisionen tydeligere burde have gjort opmærksom på«, sagde den nuværende børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard. Eller hvad med den socialdemokratiske beskæftigelsesborgmester Jakob Hougaard, som udtalte, at »økonomien løb tilsyneladende allerede af sporet i 2003. Det betyder, at revisionen overså, at den var gal med økonomien i forvaltningen i flere år i træk – det er simpelthen for dårligt«. Den lader vi lige stå et øjeblik. De første advarsler fra kommunens interne revision kom jo netop i 2003. Men Jakob Hougaard og S-gruppeformand Jesper Christensen havde endnu et sorteperkort klar. Nemlig til journalist Claus Blok Thomsen, som sammen med Mikkel Fyhn skrev artiklerne. De to politikere klagede til chefredaktør Tøger Seidenfaden over, at Claus Blok Thomsens artikler er »unødvendigt hånlige og journalistisk ensidige«. Klagen overgik til mig som avisens ombudsmand, men bortset fra en henvisning til en billedtekst, var klagen ikke særlig konkret. Men vi tager den slags anklager meget alvorligt, og vores etiske retningslinjer er selvfølgelig helt klare: »Sympati for eller antipati mod en given sag/person eller løfte om solohistorier og andre redaktionelle fordele må ikke sætte den journalistiske hæderlighed, fairness og væsentlighed ud af kraft eller fordreje vinkling, sprogbrug, billedvalg og placering«. Min vurdering var, at artiklerne levede op til vores etiske retningslinjer. I artiklerne blev de konkrete advarsler i revisionsrapporterne fremlagt. Bakket op af direktøren for kommunens revision og af den daværende socialdemokratiske formand for revisionsudvalget, Johannes Nymark, der orienterede Borgerrepræsentationen om advarslerne allerede i november 2003. De kritiserede politikere kom til orde med både forklaringer og med førnævnte anklager mod kommunens revision. Tonen i artiklerne var saglig og konkret. Politikerne fik kritiske og fair spørgsmål. På ét punkt var der dog belæg for kritik. Nemlig i en billedtekst, hvor det blev nævnt, at Jakob Hougaard har afsluttet antropologistudiet på universitetet efter 10 års studier efterfulgt af sætningen: »Tal er derimod ikke hans stærke side«. Denne sidste konstatering var der ikke belæg for. Derfor skrev jeg en rettelse i avisen, hvor Politiken beklagede den fejlagtige påstand. Ofte tager jeg sager op i denne klumme, hvor der er brug for kritik af avisens redaktion. Men i dette tilfælde er der tale om en usædvanlig politisk ansvarsforflygtigelse efterfulgt af et uberettiget angreb på avisen. Rådhusets deltagere i dette spil burde fratages retten til at medvirke i kortspillet sorteper. Også i virkelighedens verden.