Den 30. juli skrev Politiken som mange andre danske og udenlandske medier en artikel om en opsigtsvækkende, spansk musikundersøgelse. Ved hjælp af analyser af et meget stort antal numre påpegede den, at populærmusikkken siden 1960'erne havde udviklet sig mod mindre komplekse udtryksformer.
Dagen efter skrev jeg et blogindlæg om undersøgelsen med titlen 'Den spanske syges smittefare'. Det gjorde jeg, fordi jeg fandt det vigtigt at påpege undersøgelsens mangelfulde grundlag, der ikke tog højde for de mange parametre, som faktisk har gjort musikken langt mere kompleks siden 1960'erne. Desuden gjorde undersøgelsen brug af nogle grundantagelser, der hører hjemme i partiturmusikkens verden, ikke populærmusikkens. Og så er det siden kommet frem, at det statistiske materiale, som er offentliggjort, mildt sagt var problematisk - blandt meget andet indgik blot ét nummer med The Beatles i undersøgelsen.



























