Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Henrik Marstal

Mandlige kunstnere har udfoldet kvindehad i film og musik for længe

Fra James Bond til Suspekt - kvindehadet fylder for meget

Henrik Marstal

I sin debutbog 'Fri os fra kærligheden' fra 1973 beretter Suzanne Brøgger om thrilleren 'Bluebeard', der under bogens tilblivelse gik i den københavnske biograf Imperial under sin danske titel 'Blåskæg'.

Filmen er baseret på beretningen om seriemorderen La Barbe bleue, der i 1600-tallet dræbte sine hustruer, efterhånden som han blev gift med dem. Operakendere vil huske historien fra blandt andre Béla Bartóks opera 'Hertug Blåskægs borg' (1911).

Brøgger kommenterer annoncen for filmen ved at skrive: »I Imperial går en film ’Blåskæg’ med Richard Burton - ’en lattergyser om den berømte kvindemorder og hans ofre’ … står der i annoncen. Anmelderen skriver: ’Edvard Dmytryk har ikke ligefrem en let instruktørhånd, og alligevel har han sat sig for at lave en morsom gotisk-ironisk to timers gyser om en mand, der myrder seks kvinder. Ved skydning, drukning, guillotinering, gennemboring med stødtand, levende begravelse, overfald af jagtfalk. Ja, det er til at grine ad.’«

LÆS DEBAT

Filmen huskes næppe længere, men den er et blandt utallige eksempler i populærkulturen på, hvordan misogyni, altså kvindehad, frit har kunnet udfolde sig, fordi mandlige kunstnere har følt sig berettiget til at gøre det, fordi de har haft legitimitet til det i samfundsdiskursen, og vel også fordi de primært har henvendt sig til et mandligt publikum.

Et nyere eksempel er Nicolas Winding Refns film fra sidste år, 'Only God Forgives', hvis misogyni jeg skrev en kritisk blog om med en utvetydig opfordring til boycot af filmen.

Megen populærkultur er desuden drevet af motiver om at fremstille en polariseret magtrelation mellem kønnene, hvor potente, handlekraftige mænd har hovedrollerne og kun forholder sig til kvinder som passive, kuede eller usikre personer, og hvis synlighed er nært forbundet med deres evner til at fascinere mændene seksuelt (hvem sagde James Bond? Hvem sagde nyere Hollywood-film sådan helt generelt?).

Fænomenet kan registreres ikke blot i film, men også i computerspil, popmusik, krimiromaner, tegneserier, malerier og meget andet.

Hvordan kan det være? Sociologen Pierre Bourdieu har i sin bog 'Den maskuline dominans' udtrykt det kort og klart: »Den maskuline ordens styrke ses deri, at den ikke behøver at retfærdiggøres.«

Det skyldes blandt andet, at der pågår et »uophørligt (altså historisk) reproduktionsarbejde« i udøvelsen af den symbolske og fysiske vold mod kvinder, som populærkulturen danner rammen for.

Reproduktionsarbejdet bidrager nemlig til, at der overhovedet findes et kønshierarki med mænd øverst og alle andre nederst. Og det bidrager til, at det i vesteuropæiske lande den dag i dag fortsat er den heteroseksuelle, hvide mand, der sætter dagsordenen i samfundet.

LÆS DEBAT

Men gennem de seneste år har der været stigende opmærksomhed omkring at udfordre den maskuline ordens ret til at gøre relationerne til kvinder til et spørgsmål om magt. Derved er ordenens 'naturlige' dominans begyndt at blive problematiseret som udtryk for et både kønsegoistisk og ret beset patetisk mandeselvbillede, hvis hovedformål er at udøve symbolsk og fysisk magtanvendelse i form af underlæggelse af kvinder, og hvor et heteronormativt verdensbillede er totaldominerende.

Et eksempel er den amerikanske hip hop-gruppe Outkast. Gruppen brød igennem i 1990'erne og har opnået status som et af de mest succesfulde hip hop-navne nogensinde.

Outkast stoppede i 2006, men tog i 2014 på genforeningsturné og spillede blandt andet en række festivalkoncerter i Skandinavien.

Men tiden havde ændret sig: I hvert fald affødte gruppens optrædener nu heftig debat i både den norske og svenske offentlighed, fordi mange tilhørere måtte reagere kraftigt mod gruppens vanemæssige sexisme over for kvinder i almindelighed og kvinder blandt publikum i særdeleshed samtidig med, at sceneshowet rummede eksplicitte sexistiske elementer.

Et andet eksempel er den danske hip hop-gruppe Suspekt, hvis kampagne for gruppens aktuelle album, 'V', er blevet mødt med aktivistisk modstand fra antisexister, der har skrevet på eller fjernet plakater og stickers med gruppen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Reaktionerne viser, at sexistisk eller misogyn hip hop fra Suspekt - eller for den sags skyld tekstligt beslægtede navne som Jokeren, L.O.C. og Niarn - ganske enkelt ikke længere accepteres blindt af alle.

Det er tilfældet, selvom disse tekster undertiden fremstår 'filtreret', sådan at de bliver fremført af aliaser eller pseudonymer, eller undertiden har karakter af at være indre monologer snarere end direkte tale.

Men selv når teksterne ikke skal tages for pålydende, kan vi ikke vide om de rent faktisk bliver det blandt lytterne. Mit gæt er, at filtreringerne har svært ved at gøre deres indflydelse gældende, fordi positionen, der rappes ud fra, i disse tilfælde er både normativ, autoritativ, magtfuldkommen og frem for alt stærkt maskulin.

Med andre ord er nedgørelsesteknikkerne så evidente, at de reelt umuliggør en forståelse af teksterne som eksempelvis ironiske eller som en implicit kritik af andres sexisme.

Og nu hvor vi taler om hip hop: Der findes megen af slagsen, der lige netop ikke er misogyn eller for den sags skyld homo-/transfobisk.

Hvad nu hvis det - jævnfør den snigende modstand mod sexistisk hip hop - var denne musik inden for genren, som i den kommende tid fik mere plads på hitlisterne? Kunne man mon så forestille sig, at hip hop-kulturen i højere grad begyndte at arbejde aktivt for ligestilling og gensidig respekt mellem kønnene?

Kunne man forestille sig en dansk hip hop-scene, hvor numre om kvinder i udgangspunktet altid rummede en grundlæggende respekt for kvindekønnet, og hvor enhver dæmonisering af andre ikke længere blev anerkendt af publikum?

Og kunne man forestille sig en dansk hip hop-scene, hvor også kvindelige eller homo-/transseksuelle aktører begyndte at være langt mere til stede i mere end det nuværende mikroskopiske omfang, ganske enkelt fordi miljøet selv, publikum og musikformidlere begyndte at opmuntre langt mere til det?

De mest kønsbevidste og normkritiske hip hop-lyttere forholder sig allerede nu kritisk til den hip hop, der benytter sig af Bourdieus maskuline orden til at positionere sig magtmæssigt.

Jeg håber, at flere lyttere begynder på det også. For kun ved at problematisere genrens undertiden misogyne og kvindenedgørende karakter kan vi få skabt en reel forandring til gavn for ligestillingsprocesserne og den tillidsfulde omgang mellem mennesker.

Lad mig afslutte med et citat fra en debat på et socialt medie for nylig i forbindelse med Suspekts nye album, som jeg deltog i. Udsagnet blev bragt af en kvinde som reaktion på, at mandlige deltagere i debatten forsvarede gruppens ret til at rappe præcist som den ville:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg synes, det er interessant at følge, hvordan I fyre, der er imod kritikken af Suspekt, tilsyneladende uden videre giver jer selv og hinanden ret i, at gruppens tekstunivers er helt i orden - uden at skæve til, hvordan disse ord modtages af os piger og kvinder. Så som en absolut hverken snerpet eller gammeldags repræsentant for kvindekønnet har jeg lyst til at berige jer med denne information, i håb om at I vil tage det bare en smule op til overvejelse: Jeg synes, teksterne bærer præg af en fuldstændig unødvendig, repetitiv og ukonstruktiv grad af nedladenhed set fra et mellemmenneskeligt synspunkt. De gør mig ærligt talt næsten træt af at være kvinde, fordi efterdønningen bliver, at vi af hunkøn igen skal hive os selv op af kviksandet og bevise, at vi er langt mere værd end det billede, der her males.«

Meget mere præcist kan kritikken vist ikke fremføres.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce