Tegning. Anne-Marie Steen Petersen

Tegning. Anne-Marie Steen Petersen

Henrik Marstal

Hvad sker der den dag, Bob Dylan dør?

Dylans bortgang vil være som en lukket fest, hvor de hvide, mandlige apologeter med ansigterne lagt i alvorlige folder taler ud fra stærkt beslægtede positioner.

Henrik Marstal

Den dag Dylan dør, bliver der landesorg i den vestlige verden. Selvom ’His Bobness’ efterhånden er blevet en ældre herre – han er i dag tre en halv måned fra sin 75-års fødselsdag – vil hans bortgang komme som et chok og blive noget nærmest uvirkeligt.

Men selv Dylan skal engang herfra på sin lange vej hjem.

Den dag Dylan dør, vil offentligheden endnu engang blive præsenteret for det problematiske og forældede kunstsyn

Hans bortgang vil formodentlig blive den mest dækkede musikbegivenhed længe, ikke blot på grund af nyhedsværdien, men også fordi en kritisk masse af journalister og redaktører vil finde, at den afdødes minde principielt slet ikke kan hyldes nok. Medievirakket i kølvandet på David Bowies bortgang i januar vil retrospektivt set blive forstået som blot en forkølet generalprøve på denne begivenhed.

For Dylan nyder i brede kredse status som populærkulturens svar på den hellige gral. End ikke The Beatles nyder helt samme respekt. Medierne vil derfor blive invaderet af eksperter og andre kommentatorer, der alle vil bekræfte Dylans status som verdens bedste sangskriver, sådan som B.T. betegnede ham ved hans 70-års dag i 2011.

Undervejs vil disse apologeter i kampens hede formodentlig komme op at toppes om, hvem, der har ofret Dylan størst opmærksomhed gennem deres liv, hvem, der kender hans oeuvre mest indgående, hvem, der har mødt ham flest gange, og hvem, der bedst forstår hans kunst.

Noget lignende skete i hvert fald i forbindelse med 70-årsdagen, hvor det kom til kontroverser mellem fem navngivne journalister, redaktører og kommentatorer om Dylans kristne sindelag. Kontroverserne var en del af mediedækningen og spillede derfor en rolle for, hvordan offentligheden blev præsenteret for Dylan: som en kamp om sandheder mellem indbyrdes afvigende positioner.

Kunsten drives først og fremmest frem som kollektive bevægelser, hvor nogle individer blot har mere fremskudte positioner end andre

Sådanne kampe kan være spændende og lærerige at følge, men de risikerer indlysende at spærre for det egentlige, nemlig den oplysende debat om, hvordan Dylan kan og skal forstås af samtiden – og den eftertid, der engang står tilbage.

Men også noget andet er i spil: For den dag Dylan dør, vil offentligheden endnu engang blive præsenteret for det problematiske og forældede kunstsyn, der går på, at kunsten drives frem af få, enkeltstående individer med genistatus snarere end af kollektive bølger bestående af talrige kunstnere, kuratorer, formidlere og tilhørere.

Offentligheden vil blive forledt til at tro, at uden Dylans eksistens ville der ikke have fandtes seriøse poptekster, ligesom der heller ikke ville have fandtes folk, rock eller singer-songwritere. Desuden vil alle blive mindet behørigt om, at Dylan nu indgår i den lille, men eksklusive kongerække af personer, der ændrede verden afgørende.

LÆS MERE MARSTAL

Men i virkeligheden forholder tingene sig anderledes: Kunsten drives først og fremmest frem som kollektive bevægelser, hvor nogle individer blot har mere fremskudte positioner end andre. Ligesom The Beatles var det i gruppens tidlige dage i Liverpool og Hamburg, var Dylan i New Yorks Greenwich Village del af et dynamisk miljø bestående af talrige musikalske kollegaer/konkurrenter, bookere/managers, frivillige, pressefolk og andre formidlere – samt ikke mindst et opbakkende og hypeskabende publikum.

Ligesom The Beatles var Dylan præget af de impulser, han modtog fra sine omgivelser, og ligesom The Fab Four var han barn af den tidsånd, der i første omgang gjorde det muligt for ham at bryde igennem til en større offentlighed. Ser vi nærmere på de utallige populærmusikalske frembringelser verden over inden for eksempelvis soul, punk eller hiphop, er billedet i mange tilfælde det samme.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Denne kollektive kunstopfattelse er desto vigtigere at gøre opmærksom på, fordi så mange Dylan-apologeter vil gå målrettet efter at fortælle historien om ham som originalen, der uafhængigt af sine omgivelser gik sine helt egne veje. For kun derved kan han fremstå som et populærkulturelt sindbillede på det vestlige urgeni: radikal, anti-autoritær, enerådende, visionær og mystisk – samt velegnet til intellektuel fordybelse og personlig ophøjelse.

Den dag Dylan dør, vil offentligheden desuden endnu engang være vidner til, hvordan en ældre, hvid mand bliver kanoniseret af andre midaldrende/ældre, hvide mænd

Den dag Dylan dør, vil offentligheden desuden endnu engang være vidner til, hvordan en ældre, hvid mand bliver kanoniseret af andre midaldrende/ældre, hvide mænd. På 70 års-dagen viste en enquete i musikmagasinet Gaffa ganske vist på forbilledlig vis, hvor givende det kunne være at lade unge og yngre sangskrivere, heriblandt en del kvinder, fortælle om deres nære forhold til hans musik.

Men de vil ved bortgangen alle blive søgt rendt over ende af Dylan-apologeterne, som målrettet og kontant vil holde på deres selvbestaltede ret til at udlægge mesterens ord efter deres egen bedste overbevisning. De fem mænd, som var involveret i den omtalte kontrovers i kølvandet på 70 års-dagen, tilhører alle denne kategori.

Dylans bortgang vil derved give anledning til at praktisere den særlige hvidhedspositionering, som jeg i et tidligere indlæg har problematiseret, og som ved denne lejlighed endda får en kønsmæssig slagside, fordi mænd så ofte opfattes som de bedst egnede til at tale om andre mænd.

Med andre ord vil dækningen af Dylans bortgang være som en lukket fest, hvor de hvide, mandlige apologeter med ansigterne lagt i alvorlige folder taler ud fra stærkt beslægtede positioner; hvor deres kanoniseringer hindrer kritisk stillingtagen til mere problematiske eller konventionelle sider ved Dylans virke; hvor mangfoldigheden i tilgangen til Dylans oeuvre bliver søgt nedtonet – og som allerede nævnt: Hvor hans tilknytning til en kollektiv sangskriverkultur bliver overset som følge af genidyrkelsen.

Mit håb er, at medierne både internt blandt redaktører/journalister og i forhold til brugen af kommentatorer kommer disse scenarier i forkøbet ved at lade dækningen være mere inkluderende og perspektiverende. For dækningen vil ikke vinde noget ved at blive en selvfejring for hvide, heteroseksuelle ældre mænd af endnu en hvid, heteroseksuel ældre mands dominerende position i det vestlige kulturliv. Og den vil heller ikke få meget ud af uforvarende at lade Dylans oeuvre fremstå som en kulturel dødvægt og hans person som en dinosaur.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Alene af disse årsager bør apologeterne på og udenfor redaktionerne derfor på forhånd kvoteres, sådan at der bliver bedre plads til input fra yngre personer, heriblandt kvinder, og også gerne fra personer, der i forhold til Dylan er kulturelle outsidere.

Kun derved vil mediedækningen af et så markant kulturelt ikon kunne blive tilstrækkelig værdig og relevant – ligesom det vil være tilfældet, når så mange andre markante kulturelle ikoner i såvel ud- og indland en dag går bort.

Vil du være sikker på ikke at gå glip af det seneste fra Politiken Debat, kan du ‘følge’ Debat på din Politiken-profil. Det eneste du skal gøre er at klikke på ‘Følg’-knappen i toppen af denne artikel og vælge Debat. Derefter vil de seneste artikler fra Debat helt automatisk dukke op i Din Strøm på forsiden af Politiken, når du er logget ind på politiken.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce